Vagtskifte og balkonfejring på Frederik VIII’s Palæ

I anledning af H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag søndag den 15. oktober 2023 vil Den Kongelige Livgarde være iklædt røde gallauniformer og gennemføre et stort vagtskifte.

Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©

Klokken 11.50 vil Den Kongelige Livgarde marchere gennem Amalienborgs kolonnade og gennemføre et stort vagtskifte. Paraden ender foran Christian VII's Palæ på Amalienborg. Efter Livgardens vagtskifte vil H.K.H. Prins Christian vise sig på balkonen på Frederik VIII’s Palæ sammen med Kronprinsfamilien og H.M. Dronningen klokken 12.00. 

I forbindelse med det store vagtskifte vil politiet rydde dele af slotspladsen for publikum cirka 10 minutter før for at give plads til vagtskiftet. Under vagtskiftet vil publikum kunne stå ved et lille område ved Rytterstatuen, foran palæerne, indgangspassager til slotspladsen ved nordsiden af Amaliegade, mod Bredgade og mod Amaliehaven.  

Politiet vil åbne resten af slotspladsen lige efter, at Den Kongelige Livgarde har taget opstilling ved Christian VII’s Palæ på Amalienborg. Således får publikum mulighed for at fylde slotspladsen foran Frederik VIII's Palæ på Amalienborg kort før klokken 12.00. Politiet vil guide publikum på pladsen.