Pressemeddelelse: Kronprinsparret på officielt besøg i Sydkorea

I Sydkoreas hovedstad Seoul vil Kronprinsparret den 20.-22. maj 2019 repræsentere Danmark ved et officielt besøg, der skal skabe synlighed omkring dansk teknologi og kvalitetsprodukter. Derudover vil Deres Kongelige Højheder under besøget deltage i fejringen af 60-års jubilæet for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Sydkorea.

Når Kronprinsparret til maj aflægger besøg i millionbyen Seoul vil det være sammen med en større dansk erhvervsdelegation, der i Sydkorea ønsker at søge nye markedsmuligheder og promovere avancerede danske teknologier og produkter. Deres Kongelige Højheder vil sammen med danske virksomheder deltage i en erhvervskonference og flere seminarer og virksomhedsbesøg, hvor bæredygtig energi og byudvikling, sundheds- og velfærdsteknologi samt fødevarer og livsstil er i fokus. Formålet med det officielle besøg er at styrke forbindelserne og det strategiske partnerskab mellem de to lande og skabe synlighed omkring danske virksomheders samarbejdsmuligheder og positioner i Sydkorea.

Besøget vil også have et kulturelt aspekt, da det i år er 60 år siden, at Danmark og Sydkorea indledte diplomatiske forbindelser. I Seoul vil Kronprinsparret derfor deltage i en række kulturelle arrangementer, der skal være med til at fremme kulturforbindelserne mellem de to lande.

Kronprinsessen er protektor for det dansk-sydkoreanske kulturår 2019, og i den anledning var Hendes Kongelige Højhed til stede, da kulturåret officielt blev skudt i gang på Kunsthal Aarhus i januar. Kulturåret er en del af den asiatiske kulturindsats, som Det Internationale Kulturpanel har fokus på fra 2017 til 2020. I Sydkorea er indsatsen især koncentreret om musik, billedkunst, kunsthåndværk og design, scenekunst, film, litteratur og museumssamarbejder.

Det er anden gang, at Kronprinsparret er på officielt besøg i Sydkorea. Sidste gang var i 2012, hvor Kronprinsen og Kronprinsessen blandt andet var med til at åbne det danske bidrag ved verdensudstillingen EXPO 2012.

Det endelige program og presseprogram for besøget offentliggøres senere. Information vedrørende presserejse udsendes separat på et senere tidspunkt af Udenrigsministeriets kontor for Public Diplomacy, Kommunikation og Presse.


Lene Balleby
Kommunikationschef