Presserejse: Kronprinsparret på officielt besøg til Sydkorea

Kronprinsparret tager på officielt besøg til Sydkorea fra den 20.-22. maj, og i den anledning arrangerer Udenrigsministeriet en presserejse med afrejse fra København den 18. maj og hjemkomst den 23. maj.

Kronprinsparret står under besøget i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation, der har fokus på tre sektorer: Bæredygtig energi, sundheds- og velfærdsteknologi samt fødevarer og livsstil. Der deltager over 45 danske virksomheder i fremstødet.

Hovedformålet med erhvervsfremstødet er at styrke forbindelserne og det strategiske partnerskab mellem de to lande og skabe synlighed omkring danske virksomheders samarbejdsmuligheder i Sydkorea.

Der vil være officiel modtagelse af Kronprinsparret ved ankomsten d. 20. maj og middag hos den koreanske premierminister.

Tirsdag d. 21. maj starter med åbning af erhvervskonferencen, hvor en række lokale højniveaudeltagere og virksomheder er inviteret. Kronprinsparret deltager efterfølgende i seminarer samt netværksfrokost. Samme dag besøger H.K.H Kronprinsen danske pop-up butikker i Hyundai Department Store, og H.K.H. Kronprinsessen deltager i et sundhedsseminar, taler ved et SDG-seminar og åbner H.C. Andersen udstillingen på Seoul History Museum. Om aftenen afholder ambassaden en grand diner.

Onsdag d. 22. maj deltager Kronprinsparret på site-visits med den danske virksomhedsdelegation. Kronprinsen vil bl.a. besøge den energibesparende skyskraber Lotte World Tower og business-linjen på det tekniske universitet KAIST. Kronprinsessen besøger bl.a. Seoul Universitetshospital og en dansk livsstilsvirksomhed, samt overværer en forestilling med dansk børneteater. Afslutningsvist deltager Kronprinsparret i åbningen af en stor Asger Jorn udstilling på National Museum of Modern Art med efterfølgende middag med fokus på kulturåret, som Kronprinsessen er protektor for.

Se mere om det officielle besøg her: Danish Royal Visit to South Korea

Hashtags: #DenmarkKorea60 #DanishRoyalVisit

Presserejse
Udenrigsministeriets kontor for Public Diplomacy, Kommunikation og Presse arrangerer en fælles presserejse til Sydkorea. Der planlægges afrejse fra København den 18. maj, og hjemrejse og ankomst i København den 23. maj.

Der er på forhånd reserveret et antal flybilletter og hotelværelser til medierne.

Hvis du ønsker at deltage i presserejsen, bedes du udfylde vedhæftede tilmeldingsblanket og sende din tilmelding til Udenrigsministeriets pressekontor kom@um.dk med kopi til jangra@um.dk senest den 24. april 2019. Du skal kontakte BCD Travel direkte, hvis du ønsker hotelreservationer, flyrejse samt lokal transport.

Udgifter i forbindelse med deltagelse i presserejsen dækkes af de deltagende medier.