
Statsbesøget har blandt andet til formål at understøtte det dansk-ghanesiske samarbejde ”From Aid to Trade”, som gennem årene har opnået stor goodwill. Besøget vil desuden fokusere på historie, kultur og erhverv. Den danske erhvervsdelegation vil være repræsenteret med kompetencer indenfor landbrug og fødevarer, bæredygtighed, den maritime sektor, infrastruktur og jernbaner.
Under opholdet vil Dronningen blive officielt modtaget af den ghanesiske præsident H.E. Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, deltage i åbningen af erhvervsfremstødet og besøge forskellige virksomheder og kulturelle institutioner.
Det bliver Dronningens udgående statsbesøg nummer 53 og det første besøg i Ghana.
Fra Accra i syd og op i landet til Voltafloden vil Dronningen over tre dage besøge virksomheder og kulturelle institutioner og stå i spidsen for et erhvervsfremstød, hvor 39 danske virksomheder deltager. Dronningen vil besøge den danske erhvervsdelegation i Accra og møde en række virksomheder indenfor de tre sektorspor bæredygtighed, landbrug og det maritime erhverv.
Derudover vil Dronningen besøge kunstcentret Arts & Design Centre, der uddanner unge mennesker til at levere produkter af håndværksmæssigt høj kvalitet og godt design. Dronningen vil også besøge Novo Nordisk Diabetes Support Center, Mærsks havnekontor, et lokalt perlemarked og en perlefabrik, hvor Dronningen vil få fremvist de forskellige processer i perlefabrikation.
Dronningen er den ghanesiske præsidents, H.E. Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, officielle gæst og vil blive modtaget på præsidentpaladset. Under statsbesøget vil præsidenten holde et gallataffel til ære for Dronningen og derudover er Dronningen vært ved et returarrangement, hvor repræsentanter fra det officielle Ghana samt ghanesiske og danske virksomheder deltager.
Under besøget i Ghana vil Dronningen møde H.M. Kongen af Osu og H.M. Kongen af Akwamu.
Se også

