H.K.H. Kronprinsens tale ved overrækkelse af donation til Team Danmark den 19. juni 2017

Offentliggjort den 20. juni 2017

Kære atleter, Team Danmark og ikke mindst Salling Fondene.

Det er en stor dag for dansk eliteidræt.

Med Salling Fondenes markante donation til Team Danmark i dag er der skabt væsentligt bedre forudsætninger for at bringe Danmarks dygtigste eliteatleter tættere på medaljeskamlerne de kommende år.

Konkurrencen er benhård, og jeg ved, hvor meget de danske atleter ofrer for at dygtiggøre sig og repræsentere Danmark på fornemmeste vis rundt om i verden.

Med donationen får Team Danmark mulighed for at igangsætte initiativer, der kan give danske atleter de sidste afgørende marginaler i kampen om en topplacering.

Nu får vi mulighed for at bygge videre på det sidste årtis imponerende sportslige udvikling og følge op på sidste års historiske resultater.

Jeg husker sommeren 2016 som noget helt specielt. Med 15 medaljer ved OL og 7 medaljer ved PL i Rio er Danmark blandt verdens mest succesrige olympiske nationer, hvis man holder resultaterne op mod antallet af indbyggere.

Mange af jer har allerede øjnene rettet mod kommende mesterskaber, og ikke mindst OL i Tokyo. Det samme har jeg. Til september har jeg tilbragt 8 gode og lærerige år i den olympiske bevægelse.

Som jeg annoncerede sidste år, agter jeg at tage 8 år til. Med donationen bliver det olympiske arbejde i Danmark styrket væsentligt. Som IOC’s repræsentant i Danmark glæder jeg mig derfor til at fortsætte arbejdet med at udvikle de olympiske lege og udbrede de olympiske værdier.

Til atleterne vil jeg sige: Jeres begejstring, dedikation og vilje til sejr er noget vil alle kan lære af. I ved om nogen, hvor meget blod, sved og tårer, det kræver at være med på allerhøjeste niveau.

Jeg glæder mig til at følge jeres udvikling de kommende år og ønsker jer al mulig held og lykke med jeres forberedelser frem mod Tokyo 2020.