Tak for invitationen til at tale om piger og kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder i humanitære kriser. Et område der ligger mig – og jer – meget på sinde.

I Danmark er der så stor enighed om, at piger og kvinder har ret til at bestemme over egen krop, at nogen måske vil sige, at vi ikke længere behøver at tale om det.

Det er godt, at vi i Danmark er kommet så langt … men vi skal fortsat tale om det, for desværre ser det meget anderledes ud andre steder i verden. Og ikke mindst i de dele af verden, hvor der er krig, konflikt og humanitære kriser.

Menneskerettigheder er noget alle har - fra fødslen. Uanset omstændighederne.

Og menneskerettigheder stopper ikke, hvor kriser begynder. Ligesom graviditeter og fødsler ikke stopper, hvor kriser begynder. Vold og seksuelle overgreb stopper heller ikke, hvor kriser begynder. Tværtimod.

For når man bliver tvunget til at forlade de rammer, der engang var trygge, men hvor utrygheden har vundet indpas, er man udsat. Og ulighed mellem kønnene forstærkes i humanitære kriser. Jeg har altid nægtet at se på kvinder som ofre, men man må erkende, at de er særligt sårbare i en krise-situation.

Og den sårbarhed er ikke udtryk for svaghed – men et udtryk for ulighed og de særlige behov og roller, kvinder ganske enkelt har - både i hverdagen og i kriser – bare fordi de er kvinder.

Kvinder og piger på flugt fra krig, konflikt og krise tæller desværre alt for stærkt med i statistikkerne over seksuelle overgreb.  Og kvinder i humanitære kriser er mere udsatte for uønskede graviditeter.

Er man gravid og samtidig på flugt eller bor i en lejr, er fødselshjælp ofte vanskelig, hvis overhovedet mulig, at få adgang til, men dette behov er lige så nødvendigt som mad og drikke.

I verdens brændpunkter dør mere end 500 kvinder og unge piger hver dag i barselssengen eller som følge af komplikationer under graviditeten. Mange af dem dør af usikre aborter, som kunne være undgået. Dette tal repræsenterer 60% af alle tilfælde af mødredødelig, der ellers kunne have været undgået.

I kriser bryder sundhedssystemer ned. Der er begrænset eller måske ingen adgang til prævention, seksualundervisning og kvalificeret sundhedspersonale.

Yderligere stiger risikoen for smitte af HIV og andre seksuelt overførte sygdomme markant.

Og bor man i en overfyldt og beskidt flygtningelejr, kan det være svært at finde et sted til personlig pleje – for ikke at tale om at få adgang til helt almindelige nødvendigheder som hygiejnebind. 

I Tierkidi, Etiopien så jeg, hvordan UNFPA distribuerede ’dignity kits’, som indeholder hygiejnebind, sæbe, undertøj og andre fornødenheder. Vigtigheden af disse kits handler ikke kun om at bevare kvindernes egen værdighed, som de kvinder, jeg mødte, kaldte det. De sikrer også en kvindes mobilitet.

Det er afgørende, at kvinderne kan fortsætte med at bevæge sig rundt og skaffe vand og mad til deres børn, selvom de har menstruation. Her skal vi huske på de følsomme kulturelle aspekter og på, hvordan disse aspekter påvirker kvinder.

I år er det 25 år siden, at verdens ledere tog et kæmpe skridt og vedtog den visionære og fremadskuende handlingsplan på den internationale befolkningskonference i Kairo i 1994 - den såkaldte Kairo-handlingsplan.

Den satte piger og kvinders ret til at bestemme om, med hvem, hvornår og hvor mange børn, de vil have, i centrum af bæredygtig udvikling. Man gik med andre ord fra at have fokus på befolkningstal til fokus på menneskeliv – og dermed menneskerettigheder.  Kvindens ret til at bestemme over egen krop understøttede den indiskutable forbindelse mellem befolkning og udvikling.  Og at det er nøglen til et bedre liv for alle.

Hvis vi skal i mål - og det skal vi - med alle FN’s verdensmål inden 2030, skal piger og kvinder inddrages politisk, økonomisk og socialt.  Fuldt ud.

Og fakta er klare.

Vi ved, at adgang til sundhed, og især seksuel og reproduktiv sundhed, spiller en nøglerolle, når det kommer til at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling.

Retten til selv at bestemme over egen krop tilhører den enkelte kvinde. Men vi ved, at den har stor betydning for udviklingen i verden.

Samfund blomstrer og udvikler sig, når piger og kvinder får lige muligheder.

Derfor er retten til seksuel og reproduktiv sundhed et vigtigt skridt på vejen for at reducere både børne– og mødredødelighed.

Vi ved, at piger og kvinder, der selv kan bestemme, hvornår de vil have børn, oftere bliver længere i skolen, bliver gift senere, får sundere børn og oftere får et arbejde og en indkomst.  Og dermed har en stor chance for at bryde ud af fattigdommens klør.

Og vi ved, at kvinder i højere grad end mænd udnytter overskud i husholdningen til at give deres børn de muligheder, som de drømmer om i forhold til bl.a. uddannelse og sundhed.

Men piger og kvinders ligeværdige deltagelse i samfundet kræver først og fremmest, at de har ret til at bestemme over deres egen krop. Ellers bliver det svært, hvis ikke umuligt, at kontrollere den livsrejse, man drømmer om.

Heldigvis er der også sket fremskridt igennem de seneste 25 år.

Siden verdens ledere mødtes i Kairo i 1994, er det generelt blevet nemmere at være pige og kvinde i verden.

For eksempel er

• adgangen til prævention på globalt plan steget med 25 pct.,
• teenagefødsler er faldet med 32 pct.,
• mødredødelighed er faldet med 40 pct.,
• og antallet af uønskede graviditeter er faldet med 16 pct.

Det er fremskridt, som er værd at fejre.

Med her er det vigtigt at pointere, at disse fremskridt er sværere, hvis ikke umulige, at få øje på i humanitære krisesituationer. 

Vi skal markere fremskridt, der er opnået. Og det gør vi ved Nairobi Summit i november, som Danmark er vært for sammen med Kenya og FN’s Befolkningsfond.

I Nairobi fejrer vi fremskridt, men vi ser også nærmere på, hvordan vi kommer videre og opnår det, som vi lovede hinanden i Kairo i 1994 … for 25 år siden.

For der er stadig meget at gøre. Ikke mindst når det gælder piger og kvinders rettigheder i humanitære kriser. Og jeg har svært ved at forstå, og ikke mindst acceptere, at vi 25 år senere ikke er nået længere. 

Hvorfor er det, at udviklingen på denne agenda er så utrolig svær? Der er mange grunde, men ingen af dem alene eller tilsammen kan retfærdiggøre de manglende fremskridt.

Og derfor handler et af de fem temaer til Nairobi Summit om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i humanitære kriser.

Nairobi Summit er ikke kun en vigtig markering og et tilbageblik, den vil også sætte fokus på, hvad vi kan gøre for at komme et skridt tættere på målet og tættere på at kunne levere på de løfter, vi har givet hinanden på tværs af grænser og kontinenter.

Mange af jer, der er med her i dag, arbejder hver dag for at sikre piger og kvinders rettigheder, og ikke mindst deres ret til at bestemme over egen krop. I arbejder utrætteligt for at finde de løsninger, der skaber reel forandring, ligestilling og en bedre fremtid for alle.

Tak for det.

Selvom piger og kvinders ret til selv at bestemme i Danmark nærmest er en naturlov, skal den ikke være afhængig af, hvor man er født eller bor. Det er en ret, alle har. Netop dét definererede verdens ledere for 25 år siden. 

Ja – det var definereret, men det er ikke realiseret. Og det er derfor, det er så vigtigt, at vi bliver ved med at tale om det.

Tak for ordet.