Kære veteraner. Kære alle sammen.

Det berører mig dybt at stå foran jer i dag, hvor vi mindes 25-året for angrebet på en dansk nødhjælpskonvoj ved byen Maglaj i Bosnien.

Det var frygteligt tragisk, at to unge danske mænd – Niels Bromand og Jimmi Nyegaard - samt den lokale tolk Zeljko Bilic, skulle miste livet i fredens tjeneste.   

Æret være deres minde.

Da I og Beredskabsstyrelsen for 25 år siden var til stede på Balkan, var det for at hjælpe civile.

Det var den eneste dagsorden – den eneste sag.

Beredskabsstyrelsen var ikke en part i den borgerkrig og ønskede kun – sammen med andre lande og organisationer – at hjælpe de mænd, kvinder og børn, som på grund af kamphandlinger var afskåret fra helt basale nødvendigheder.

Krig, naturkatastrofer og humanitær nød kan jo desværre ofte forekomme absurd – uden mening.

Hvor en uselvisk indsats for at redde andres liv kan tage ens eget liv. Og hvor oplevelsen for sårede og andre udsendte kammerater kan sætte sine spor både fysisk og psykisk mange år efter…

For den enkelte familie må tabet af en søn eller datter også være det største offer, og må vel føles som et offer, der er for stort til at give mening og for tungt til at bære. 

Trods denne meningsløshed og disse absurditeter, må villigheden til at hjælpe andre i nød i sidste ende være det, der kendertegner et civiliseret samfund. Beredskabsstyrelsen tabte ikke modet til at gøre en forskel efter Maglaj..

Modet til at hjælpe har levet videre siden 1993, hvor Beredskabsstyrelsen har gennemført mere end 200 større og mindre internationale missioner til gavn for uskyldige ofre eller naturskabte katastrofer.

Dét markerer vi også i dag.

I gør en kæmpe forskel. JERES professionalisme og JERES engagement har jeg selv oplevet og beundret, ikke mindst under min uddannelse i Beredskabsstyrelsen.

Det var den samme professionalisme, I udviste i Maglaj.

Under angrebet viste I handlekraft og dygtighed;
I gav livreddende førstehjælp og minimerede skaderne.
Det skal I alle have en dybfølt tak for,
og jeg ved at "Tak er kun et fattigt ord". 

For pårørende til udsendte kan ofret også være stort – og bekymringerne mange. Det var de for 25 år siden, og det er de nu.

Jeg vil også gerne takke de pårørende for det – for deres støtte og opbakning dengang som nu.

Og til alle jer veteraner vil jeg slutteligt sige:
I har som Niels og Jimmi gjort Danmark ære.
Vi mindes jeres indsats i dag. Og vi husker den også i morgen og de næste 25 år.
Tak.