At åbne konferencen ”Reformationen og det danske samfund” her i dag er en stor glæde for mig.

Reformationen var en begivenhed, der blev igangsat af Luthers og de andre reformatorers tanker om forholdet mellem den enkelte og Gud. Men disse tanker viste sig at få langt videre betydning, end man måske kunne forestille sig. Historikere og kulturforskere er langt fra færdige med at undersøge, hvordan det skete og hvad det førte med sig. 

Det gærede overalt i de europæiske samfund og reformationen førte en udvikling med sig frem mod nye statsformer, et nyt forhold mellem stat og kirke, en ny familiestruktur, nye æstetiske udtryksformer, individualisering, sekularisering, en ny politisk orden i Europa. De nationale sprog blev lyst i kuld og køn, de fik hver deres egen klang. 

Martin Luthers reformation begyndte i Tyskland, men hans tanker bredte sig hurtigt til andre lande. Danmark blev det første land, der tilsluttede sig reformationen i oktober 1536. Allerede i 1520’rne blev der knyttet en særlig forbindelse imellem Wittenberg og det danske kongehus.  Kong Christian d. 2. bad sin morbror, Kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen, om at sende en teolog som kgl. kapellan til København. Desuden var mange danske studerende allerede dengang immatrikuleret ved universitetet i Wittenberg, hvor de undervistes af Martin Luther, Philipp Melanchthon og de øvrige reformatorer.  Hans Tausen studerede i Wittenberg i 1523, inden han vendte hjem til sit kloster i Antvorskov, som siden sendte ham til Viborg.

Da den lutherske reformation blev indført i Danmark i 1536, skete det ved et dekret fra kong Christian d. 3. Kongen selv var dybt optaget af reformationen og indførte allerede i 1525-26, da han var hertug i Sønderjylland, reformationen i sine områder. Dengang og senere rådførte ”Præstekongen”, som Christian d. 3. blev kaldt, sig med Martin Luther i Wittenberg. 

Christian d. 3. inviterede Johannes Bugenhagen til København. Han var sognepræst ved Bykirken i Wittenberg og professor ved universitetet i samme by. Under sit ophold i København 1537-1539 udformede han den danske kirkes evangelisk-lutherske ordning, Kirkeordinansen, han indviede syv evangelisk-lutherske superintendenter/biskopper til den danske kirke, ligesom han gennemførte en ny ordning for Københavns Universitet.  Endelig lod Christian d. 3. og Dronning Dorothea sig salve i Vor Frue Kirke i København. Det understregede kongens personlige engagement i Reformationen. 

Reformationen var i sit udgangspunkt et teologisk og kirkeligt opgør, men snart viste det sig, at dette opgør også medførte kulturelle og samfundsmæssige forandringer. For eksempel indeholdt Kirkeordinansen en række forordninger vedrørende samfundslivet, herunder socialforsorgen. 

Da klostrene forsvandt som en følge af reformationen, opstod der nye samarbejdsformer imellem bystyret og menigheden om fattigforsorgen. Allerede fra reformationens begyndelse pegede Martin Luther på den kristnes ansvar for sin næste. Han afviste, at de gode gerninger kunne føre til frelse. Tværtimod understregede han, at gode gerninger var spontane frugter eller følger af Guds nåde, som blev skænket mennesket i tro. 
Da Martin Luther opslog sine teser den 31. oktober 1517, fastslog han i tese 45, at  ”De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.” Man kan godt sige, at det danske velfærdssamfund, som vi kender det, har den lutherske reformation som en af sine forudsætninger.

I 1523 etablerede man i byen Leisnig en ny forvaltning af menighedskassen, som blev godkendt af Luther. Her skulle 10 forstandere forvalte menighedskassens indtægter, og fordele midlerne til de syge og fattige. I Danmark finder vi lignende bestemmelser i Kirkeordinansen 1537/1539, som regulerede den danske kirkes forhold efter reformationen. Det genfindes i Christian d. 5.’s Danske Lov fra 1683, hvor det i dens anden bog understreges, at skolen og fattigforsorgen var en del af kirkens ansvarsområde.

Også det danske undervisningssystem har reformationen som en af sine forudsætninger. Luther lagde vægt på uddannelse. I skriftet ”Til rådsherrerne” fra 1524 appellerede han til byernes styre om at oprette kristelige skoler i alle tyske byer. Desuden angreb han folks materielle indstilling og ligegyldighed over for dannelse og uddannelse, og han opstillede et nyt evangelisk dannelsesideal for undervisningen i skolerne og på universiteterne. Han ville skabe et undervisningssystem, der tjente evangeliet. 

Martin Luthers tanker fik afgørende betydning for det danske skolevæsen og sammen med den langt senere N.F.S. Grundtvig kan det danske undervisningssystem, som vi kender det i dag, føre sine rødder tilbage til Reformationen. 

Jeg har med stor interesse fulgt forberedelserne til denne store konference om reformationen og det danske samfund. Jeg er overbevist om, at megen både ældre og nyere viden om Reformationen vil blive bragt på bane og at deltagerne vil få ny klarhed over de spor, som Reformationen har sat hos os i Danmark. Det er vigtigt at kende og erkende disse spor, for derved bliver vi klogere på det, der har formet og dannet os som mennesker og som samfund.

Som protektor for Reformationsjubilæet er det mig derfor en stor glæde at erklære konferencen for åben.