VIDEO: Kronprinsparret besøger Polen
H.E. Polens Præsident Andrzej Duda og førstedame Agata Kornhauser-Duda bød mandag den 25. november 2019 Kronprinsparret velkommen til Warszawa, hvor Deres Kongelige Højheder i dag deltager i markeringen af 100-året for genetableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Polen.
Genetableringen skete, efter Polen i 1918 genvandt sin selvstændighed i forbindelse med afslutningen på 1. Verdenskrig. I over hundrede år havde landet fra 1795 været opløst og delt mellem Preussen, Østrig og Rusland.
Kronprinsparret er inviteret af Præsidenten, og dagen startede således i Præsidentpaladset, der har været hovedsæde for præsidentembedet siden 1994. Foran slottet er der et dansk aftryk i form af en statue, der er lavet af danske Bertel Thorvaldsen og forestiller Prins Józef Poniatowski. Det var derudover også på slottet, at Warszawapagten i 1955 blev underskrevet.
Læs programmet for besøget i Polen.
Video: Kongehuset ©