Centeret er oprettet af Det Humanistiske, Det Samfundsvidenskabelige, Det Teologiske og Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet. Gennem en tværfaglig tilgang og i samspil med omverdenen skal centeret bidrage til langtidsholdbare løsninger på tidens store udfordringer inden for blandt andet sundhed, rettigheder, demokrati eller klima.
Københavns Universitet har grundfinansieret tilblivelsen af det nye center. Herudover har Realdania givet tilsagn om en supplerende bevilling, som de første fem år skal understøtte centerets arbejde med at etablere nye, faglige partnerskaber på tværs i samfundet og i samarbejde med andre relevante forskningsinstitutioner.