Kongerækken

Frederik 10. (26.05.1968- ) Danmarks Konge siden den 14. januar 2024. Kong Frederik 10. er født i København som søn af H.M. Dronning Margrethe 2. og Prins Henrik af Danmark (d. 2018).

Margrethe 2. (16.04.1940- ). Dronning Margrethe 2. er født på Amalienborg som datter af Kong Frederik 9. (d. 1972) og Dronning Ingrid, født Prinsesse af Sverige (d. 2000). Dronningens valgsprog er "Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke".

Frederik 9. (11.3.1899-14.1.1972), konge af Danmark 1947-72. Frederik 9.s regeringstid var sammenfaldende med opgivelsen af den traditionelle neutralitetspolitik til fordel for NATO-medlemsskabet og den samtidige opbygning af den danske velfærdsstat – begge dele resultat af erfaringerne fra verdenskrigene og 1930rnes kriser. Med sans for tidens krav gennemførte Kongen i takt dermed den nødvendige omstilling af monarkiet fra en fjern, ophøjet institution til et symbolsk udtryk for den standsudjævning og lighedstænkning, der var en følge af moderniseringen.

Christian 10. (26.9.1870-20.4.1947), konge af Danmark 1912-47 og af Island 1918-44. Kongens lange regeringstid indrammedes af de to verdenskrige, der på afgørende punkter ændrede Europas og Danmarks sikkerhedspolitiske situation. Kongen formåede trods kriser at fastholde og udbygge sin position som en nationalt samlende skikkelse, hvilket især fandt synligt udtryk i forbindelse med Genforeningen i 1920 og i de mørke år under den tyske besættelse i 1940-45.

Frederik 8. (3.6.1843-14.5.1912), konge af Danmark 1906-12. Frederik 8. var 62 år gammel, da han overtog tronen efter sin afdøde fader. Hans regeringstid blev derfor forholdsvis kort, men faldt til gengæld sammen med en kritisk periode i landets historie. Udadtil skulle Danmark forsøge at finde sin plads i den hastigt optrækkende konflikt mellem stormagterne, og indadtil skulle det politiske liv tilpasse sig de nye magtforhold og parlamentariske former efter Systemskiftet i 1901. I begge disse henseender var den demokratisk sindede konge en aktiv og vidende medspiller indtil sin pludselige død i 1912.

Christian 9. (8.4.1818-29.1.1906), konge af Danmark 1863-1906, den første konge på den danske trone af den glücksborgske sidelinje af den oldenborgske slægt. Christian 9. tiltrådte regeringen umiddelbart inden krigen og det påfølgende nederlag i 1864, der betød, at Slesvig og Holsten endte med at overgå til preussisk overherredømme. Hans regeringstid faldt sammen med den forbitrede forfatningskamp, som sluttede med, at partiet Venstre dannede regering i 1901. Siden dette såkaldte systemskifte har princippet om folketingsparlamentarisme – dvs. princippet om, at en regering må gå af, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig – været gældende. Trods langvarig modstand mod gennemførelse af dette princip udviklede kongen i sine sidste regeringsår et harmonisk samarbejde med de skiftende venstreregeringer.

Frederik 7. (6.10.1808-15.11.1863), konge af Danmark 1848-63. Christian 8.s eneste søn, den barnløse Frederik 7., blev den sidste af Frederik 3.s mandsstamme på den danske trone. Kongens regeringstid blev stærkt præget af det voksende modsætningsforhold til Tyskland, som ikke mindst handlede om, hvem der skulle efterfølge ham som monark for Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg. I eftertiden huskes han især som giveren af Junigrundloven 1849, hvilket allerede i samtiden gav ham tilnavnet ”Frederik Folkekær”. Ved hans død gik tronen efter international overenskomst over til den glücksborgske sidelinje af den oldenborgske slægt.

Christian 8. (18.9.1786-20.1.1848), konge af Danmark 1839-48. Frederik 6. efterlod sig ikke mandlige arvinger, og ved hans død gik tronen derfor over til halvfætteren Christian 8. En kort periode i 1814 havde han været konstitutionel konge i et selvstændigt Norge, men vendte hjem, da Norge samme år gik i personalunion med Sverige. Kongen var en begavet skønånd med stor interesse for kunst og videnskab, og han fortsatte sin forgængers reformer af blandt andet landkommunernes og købstædernes administration; men hans korte regeringstid blev stærkt præget af de politiske konflikter, der umiddelbart efter hans død førte til en ny forfatning og den krig, der blev udkæmpet om Slesvig og Holstens tilknytning til kongeriget.

Frederik 6. (28.1.1768-3.12.1839), konge af Danmark 1808-39 og af Norge 1808-14. Som regerende kronprins og siden konge støttede han en række reformer af blandt andet landbruget, skolevæsenet og fattigforsorgen, og han grundlagde blandt andet det, der nu er universitetet i Oslo. Storpolitisk var det en svær tid. Slaget på Reden 1801, bombardementet af København 1807 og tabet af flåden var svære slag. Også det økonomiske kollaps i 1813 og tabet af Norge 1814 trak dybe spor. Han medvirkede til indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger 1834-35, men levede ikke op til tidens voksende forventninger om mere grundlæggende politiske reformer.

Christian 7. (29.1.1749-13.3.1808), konge af Danmark og Norge 1766-1808. Regeringstiden faldt sammen med en af de mest urolige perioder i Europas historie, revolutionstiden og Napoleonskrigene. Hans adfærd og personlighed vakte en mistillid til hans evne som regent, og det medførte at J.F. Struensee havde held til reelt at overtage regeringens førelse i 1770. Efter Struensees fald i 1772 blev magten overtaget af enkedronning Juliane Marie og geheimestatsminister Ove Høegh-Guldberg. Fra 1784 regerede kronprins Frederik (6.) reelt på sin fars vegne.

Frederik 5. (31.3.1723-14.1.1766), konge af Danmark og Norge 1746-66. Kongens regeringstid var – i lighed med faderens – en fredsperiode. Økonomisk var det tillige en fremgangstid, hvilket bl.a. gav sig udtryk i udvidelse af København med Frederiksstaden med de fire Amalienborg-palæer som centrum. Gennem hele regeringen støttede kongen sig til dygtige ministre som overhofmarskal A.G. Moltke og udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, der med sikker sans for statens tarv varetog de daglige regeringsforretninger.

Christian 6. (30.11.1699-6.8.1746), konge af Danmark og Norge 1730-46. Kongen var den første i den oldenborgske kongerække, i hvis regeringstid riget ikke var i krig. Til gengæld var tiden præget af en svær økonomisk krise, der dog ikke forhindrede opførelsen af det nye, pragtfulde residensslot, det første Christiansborg, til erstatning for det forfaldne Københavns Slot. Den stærkt religiøse konge indførte 1735 streng kirketugt, der forbød enhver forlystelse på helligdage, ligesom han 1736 indførte konfirmationen med forudgående obligatorisk skolegang.

Frederik 4. (11.10.1671-12.10.1730), konge af Danmark og Norge 1699-1730. I Frederik 4.s regeringstid udspillede sig det sidste store krigeriske opgør med Sverige, Den store nordiske Krig 1709-20. Det uafgjorte udfald førte til endelig opgivelse af håbet om generobring af Skånelandene; men til gengæld betød krigen en styrkelse af Danmarks sikkerhedspolitiske stilling, ikke mindst i hertugdømmerne. Frederik 4. tog Kongelovens ideal om den personlige enevælde alvorlig, hvilket afspejlede sig i hans nidkære regeringsførelse.

Christian 5. (15.4.1646-25.8.1699), konge af Danmark og Norge 1670-99. Gennem en lang række grundlæggende reformer i finansvæsen, forvaltningssystem og retsvæsen i første halvdel af regeringstiden konsoliderede han det enevældige styre efter Statsomvæltningen 1660, hvorved enevælden indførtes. Christian 5. havde held med at forene sin enevældige magt med en fremtræden, der samtidig gjorde ham afholdt som konge.

Frederik 3. (18.3.1609-9.2.1670), konge af Danmark og Norge 1648-70. Som næstældste søn af Christian 4. kom han først efter den udvalgte Prins Christians død i 1647 i betragtning som tronfølger. Ved kongevalget i 1648 måtte han underskrive en overordentlig streng håndfæstning; men med stor taktisk dygtighed lykkedes det ham alligevel i 1660 at få afskaffet det gamle valgkongedømme til fordel for et arveligt, enevældigt styre, der bestod indtil 1848.

Christian 4. (12.4.1577-28.2.1648), konge af Danmark og Norge 1588/1596-1648 og dermed den næst længst regerende af samtlige danske monarker. Ved Frederik 2.s død i 1588 indsattes en formynderregering for den mindreårige Christian, der først i 1596 kronedes som konge. Kongens regeringstid blev stærkt præget af de europæiske konflikter, der kulminerede i Trediveårskrigen i 1618-48. Danmarks aktive deltagelse i denne konflikt og kongens nederlag ved Lutter am Barenberg 1626 til den katolske modstander blev begyndelsen til den nedgang og krisestemning, der kom til at sætte sit tydelige præg på resten af hans regeringstid. Christian 4. grundlagde en række byer, Christiania (Oslo), Christianopel, Christianstad, Christianshavn, Christiansand og Glückstadt og er kendt som bygherre for nogle af Københavns mest ikoniske byggerier, bl.a. Børsen og Rundetårn.

Frederik 2. (1.7.1534-4.4.1588), konge af Danmark og Norge 1559-88. Hans regeringstid blev stærkt præget af det voksende modsætningsforhold til Vasatidens Sverige og den skærpede religionskamp i Europa. Konflikten med Sverige kulminerede i Den nordiske Syvårskrig 1563-70, der dog ikke bragte nogen egentlig afklaring. Krigen tvang kongen til store forhøjelser af Øresundstolden, der opkrævedes ved hans nye, stærke fæstning, Kronborg, ved indsejlingen til Øresund.

Christian 3. (12.8.1503-1.1.1559), konge af Danmark og Norge 1536-59, men som ældste søn af Frederik 1. hyldet i Jylland allerede 1534. Den lutheransk sindede hertug Christian måtte under Grevens Fejde erobre sit rige med sværd i hånd mod de kræfter, der ønskede Christian 2. genindsat. Efter den endelige sejr 1536 gennemførte han med stor beslutsomhed Reformationen i den danske kirke, der i løbet af hans regeringstid omstøbtes til en evangelisk-luthersk kirke under kongens ledelse.

Interregnum er betegnelsen for en periode, hvor der ikke er en regent.

Frederik 1. (7.10.1471-10.4.1533), konge af Danmark og Norge 1523-33. Som broder til Kong Hans var Frederik hertug af Slesvig og Holsten, men valgtes 1523 til konge i stedet for den fordrevne Christian 2. I modsætning til nevøen tog Frederik 1. udstrakt hensyn til højadelens interesser. Hans regeringstid blev stærkt præget af reformationsoprøret. Hans død i 1533 udløste Grevens Fejde, der sluttede med Reformationens indførelse i Danmark i 1536.

Christian 2. (1.7.1481-25.1.1559), konge af Danmark og Norge 1513-23. Efter en sejrrig krig lykkedes det ham 1520 at tvinge Sverige tilbage i Unionen; men det efterfølgende ”Stockholmske Blodbad” udløste en svensk opstand, der fra 1523 medførte Kalmarunionens endelige opløsning. Samme år gjorde også den danske højadel oprør, og kongen måtte flygte til udlandet. Under et forsøg på at tilbageerobre riget blev han 1531 pågrebet og indsat som fange på Sønderborg Slot. I 1549 overførtes han til Kalundborg, hvor han levede i mild internering indtil sin død.

Hans (2.2.1455-20.2.1513), konge af Danmark og Norge 1482-1513, tillige af Sverige 1497-1513. Efter et sejrrigt felttog i Sverige lykkedes det ham i 1497 at genoprette Kalmarunionen, der i faderens tid var gået delvis i opløsning; men et katastrofalt nederlag 1500 i Ditmarsken og voksende stridigheder i hertugdømmerne svækkede hans greb om unionsmagten. Kongens sidste regeringsår var en forgæves kamp for at genvinde den.

Christian 1. (1426-21.5.1481), konge af Danmark 1448-81, af Norge 1449-81 og af Sverige 1457-64, fra 1460 tillige hertug af Slesvig og siden af den tyske kejser også forlenet med hertugdømmet Holsten samt landskaberne Stormarn og Ditmarsken. Som den første af den oldenborgske slægt valgtes han til dansk konge efter at have giftet sig med den barnløse Christoffer af Bayerns 18-årige enke, Dorothea af Brandenburg, der viste sig at være en væsentlig medspiller i opbygningen af den oldenborgske kongemagt, f.eks. i forbindelse med oprettelsen af Københavns Universitet i 1479.

Christoffer 3. af Bayern (1416-48), unionskonge 1440-48, nevø af Erik 7. af Pommern. Som konge viste han sig som en dygtig politiker, der formåede at holde de tre unionslandes rigsråd i skak og styrke kongemagten efter svækkelsen i forbindelse med Erik 7.s afsættelse i 1439. Han døde barnløs på Helsingborg Slot og blev gravsat i Roskilde Domkirke. Ved hans død gik kongemagten over til den oldenborgske gren af kongeslægten.

Erik 7. af Pommern (ca. 1382-1459), konge af Norge 1389-1439, af Danmark 1396-1439 og unionskonge 1397-1439, fostersøn og fjern slægtning af Margrete 1. Indtil Dronning Margretes død i 1412 lå styret af Kalmarunionen i hendes hænder. Derefter videreførte Erik 7. hendes kamp for at knytte Slesvig fast til riget. Som en nyskabelse indførte han i 1429 Øresundstolden, der i ændret skikkelse bestod indtil 1857. Som følge af interne konflikter blev han i 1439 afsat som unionskonge og tog derefter i en periode ophold på Gotland, hvorefter han indtil sin død levede i Rügenwalde i Pommern.

Margrete 1. (1353-28.10.1412), dansk-norsk-svensk regent, dronning af Norge, yngste datter af Valdemar 4. Atterdag. Ved faderens død i 1375 blev hun sammen med sin ægtefælle, Kong Håkon 6. af Norge indsat som formynder for sin mindreårige søn, Oluf 2., der valgtes til dansk konge. Ved Håkon 6.s død i 1380 blev hun tillige formynder for sønnen i Norge. Ved dennes død i 1387 blev hun i Danmark kåret til ”fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder”. Kort efter fik hun en tilsvarende titel i Norge og i 1388 også i Sverige, der var plaget af dynastisk strid. I 1396 fik hun indsat sin unge pommerske slægtning hertug Bugislav som konge af Danmark under navnet Erik 7., og med dette som udgangspunkt blev Kalmarunionen, hvor de tre nordiske riger forenedes under én konge, oprettet i 1397. Margrete 1. var indtil sin død den faktiske regent. Hun blev stedt til hvile i Sorø Klosterkirke, men blev kort tid derefter overført til Roskilde Domkirke.

Oluf 2. (1370-87), konge af Danmark 1375-87 og tillige af Norge 1380-87, søn af Kong Håkon 6. af Norge og Valdemar 4. Atterdags datter Margrete (1.). Ved Valdemar 4. Atterdags død blev den da kun 5-årige Oluf valgt til dansk konge med sine forældre som formyndere. Håkon 6. døde i 1380, hvorefter Oluf også blev konge af Norge med moderen som formynder. Oluf døde imidlertid allerede i 1387 uden at efterlade sig arvinger. Han blev gravsat i Sorø Klosterkirke.

Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-75), konge af Danmark 1340-75, yngste søn af Christoffer 2. Valdemar voksede op ved den tyske kejsers hof, og med støtte derfra blev han accepteret som dansk konge straks efter Niels Ebbesens drab på den holstenske storkreditor, grev Gerhard i 1340 ved Randers. Systematisk og med stor handlekraft samlede han sit splittede, pantsatte rige og genopbyggede kongemagten. En særlig triumf var erobringen af Gotland i 1361. Ved sin død på sit elskede Gurre efterlod han et stærkt, genrejst rige.

Interregnum er betegnelsen for en periode, hvor der ikke er en regent.

Christoffer 2. (1276-1332), konge af Danmark 1320-1326 og 1329-32. Som Erik 6. Menveds yngre broder efterfulgte han denne på tronen og måtte underskrive en valghåndfæstning, der satte strenge betingelser for udøvelse af kongemagten. For at indfri broderens store krigsgæld måtte han pantsætte det meste af riget til tyske kreditorer, der i årene 1326-29 indsatte den unge Valdemar (3.), hertug af Sønderjylland, som marionetkonge. Efter kongens tilbagevenden i 1329 blev han selv nærmest kreditorernes marionet. Han blev ved sin død gravsat i Sorø Kirke, og de følgende otte år var tronen ledig.

Valdemar 3. (ca. 1315-1364), konge af Danmark 1326-1329. Den unge hertug Valdemar blev i 1326 indsat som konge på foranledning af sin formynder, den holstenske grev Gerhard 3. Stridigheder mellem de holstenske grever og jyske stormænd førte efter få år til, at Christoffer 2. igen blev konge, og Valdemar 3. fortsatte derefter som hertug af Sønderjylland.

Christoffer 2. (1276-1332), konge af Danmark 1320-1326 og 1329-32. Som Erik 6. Menveds yngre broder efterfulgte han denne på tronen og måtte underskrive en valghåndfæstning, der satte strenge betingelser for udøvelse af kongemagten. For at indfri broderens store krigsgæld måtte han pantsætte det meste af riget til tyske kreditorer, der i årene 1326-29 indsatte den unge Valdemar (3.), hertug af Sønderjylland, som marionetkonge. Efter kongens tilbagevenden i 1329 blev han selv nærmest kreditorernes marionet. Han blev ved sin død gravsat i Sorø Kirke, og de følgende otte år var tronen ledig.

Erik 6. Menved (1274-1319), konge af Danmark 1286-1319. Som søn af Erik 5. Klipping var han allerede i 1276 blevet hyldet som faderens efterfølger. Ved dennes død var han endnu umyndig og tiltrådte først 1293 regeringen. Denne kom til at bære præg af den fortsatte strid mellem stat og kirke, kulminerende med fængslingen af ærkebiskop Jens Grand i 1294. Kongen søgte med et vist held at genoptage Valdemar 2. Sejrs ekspansionspolitik i Østersøen. Han døde barnløs i 1319 og blev gravlagt i St. Bendts Kirke i Ringsted.

Erik 5. Klipping (1249-86), konge af Danmark 1259-86. Han blev kronet som 10-årig ved faderens, Christoffer 1.s, død i 1259, men stod de første år under formynderskab af sin moder, Dronning Margrete Sambiria. I 1282 måtte han som den første danske konge undertegne en håndfæstning, en skriftlig forpligtelse, der fastlagde magtforholdet mellem kongen og stormændene. Under aldrig opklarede omstændigheder blev han i november 1286 myrdet i Finderup Lade ved Viborg og gravsat i Viborg Domkirke. Betydningen af hans tilnavn er usikker, men menes at betyde ”klippet skind”.

Christoffer 1. (ca. 1219-59), konge af Danmark 1252-59. Som yngste søn af Valdemar 2. Sejr havde Christoffer fået tildelt Lolland og Falster som len; men ved Kong Abels død kåredes han til dennes efterfølger. Hans regeringstid blev stærkt præget af de åbne stridigheder mellem stat og kirke, der kulminerede med kongens arrestation af ærkebiskop Jakob Erlandsen i 1259 – samme år, som Christoffer 1. døde og blev gravlagt i Ribe Domkirke.

Abel (ca. 1218-52), konge af Danmark 1250-52. Som næstældste søn af Valdemar 2. Sejr blev Abel 1232 hertug af Sønderjylland. Efter mordet på broderen, Erik 4. Plovpenning, blev han kåret til dansk konge, støttet af den indflydelsesrige Hvide-slægt, efter ved ed at have afsvoret sig enhver forbindelse med broderens død. Han nåede imidlertid kun at regere i godt halvandet år. Under et felttog mod friserne i 1252 faldt han og gav dermed plads på tronen for sin yngre broder, Christoffer 1.

Erik 4. Plovpenning (1216-50), konge af Danmark 1241-50. Som ældste søn af Valdemar 2. Sejr efterfulgte han denne på tronen. Hans regeringstid blev præget af stridigheder med broderen Abel, hertug af Sønderjylland. Uoverensstemmelserne udartede til en regulær krig, der tvang kongen til at udskrive en særlig plovskat, hvilket gav ham sit tilnavn. Under et af disse opgør blev Erik snigmyrdet af Abels mænd og hans lig kastet i Slien nær Slesvig by. Hans jordiske rester blev 1258 overført til St. Bendts Kirke i Ringsted.

Valdemar 2. Sejr (1170-1241), konge af Danmark 1202-41. Da broderen Knud 4. døde i 1202, kåredes Valdemar til hans efterfølger. I hans regeringstid nåede Valdemarernes rige sin største udstrækning, kulminerende med erobringen af Estland i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden dalede ned fra himlen. Derefter gik det imidlertid ned ad bakke, og nederlaget ved Bornhøved i 1227 satte en stopper for den kortvarige stormagtsstatus. Jyske Lov blev nedskrevet i 1241 og stammer fra Valdemars regeringstid. Han er begravet ved sin faders side i St. Bendts Kirke i Ringsted.

Knud 4. (1163-1202), konge af Danmark 1182-1202. Med støtte fra den mægtige sjællandske stormandsslægt, Hviderne, blev Knud allerede i faderens, Valdemar 1. den Stores levetid valgt til hans efterfølger. Han videreførte faderens konsolidering af kongemagten og gennemførte tillige en ekspansionspolitik i Nordtyskland, der gjorde Danmark til Nordeuropas stærkeste stat. Fra hans tid stammer titulaturen ”de venders konge”, der indtil 1972 indgik i den danske kongetitulatur. Også kendt som Knud 6.

Valdemar 1. den Store (1131-82), konge af Danmark 1157-82. Efter borgerkrigen 1146-57 stod Valdemar tilbage som sejrherre, og som søn af Erik 1. Ejegods ægtefødte søn Knud Lavard kåredes han til Danmarks konge. Understøttet af den sjællandske stormandsslægt, Hviderne, hvis førende skikkelser var Absalon og broderen Esbern Snare, opbyggede han en stærk kongemagt. Rigsenheden styrkedes af de sejrrige kampe mod venderne, kulminerende med erobringen af Rügen i 1169. Ved sin død efterlod han en stærk kongemagt og et samlet rige. Han er begravet i St. Bendts Kirke i Ringsted.

Svend 3. Grathe, Knud 3. og Valdemar 1. den Store. Efter Erik 3. Lams abdikation i 1146 valgte de østdanske stormænd Erik 2. Emunes søn, Svend 3. Grathe, (d. 1157) til konge, mens jyderne valgte Knud 3. (d. 1157), der var søn af Kong Niels’ søn Magnus, Knud Lavards banemand. Efter tysk mægling blev Svend enekonge, mens Knud (3.) og Knud Lavards søn, Valdemar (1.), fik betydelige len. Forliget var imidlertid skrøbeligt, og i 1154 tog både Knud og Valdemar kongenavn. Efter fornyet tysk pres opnåedes der i 1157 enighed om deling af riget, således at Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland. Da parterne den 9. august 1157 mødtes i Roskilde for at bekræfte forliget, forsøgte Svend at dræbe de to andre, hvorfor mødet huskes som ”Blodgildet i Roskilde”. Derunder blev Knud dræbt, mens Valdemar undslap. Ved et efterfølgende slag på Grathe Hede faldt Svend, og Valdemar stod derefter som sejrherre tilbage som konge over hele Danmark.

Erik 3. Lam (d. 27.8.1146), konge af Danmark 1137-46. Som søn af Erik 1. Ejegods datter Ragnhild (d. 1152) var han den nærmeste kandidat til tronen efter drabet på Erik 2. Emune. Kong Erik var – som hans tilnavn også indikerer – et fromt menneske. Han begunstigede de kirkelige institutioner, derunder især St. Knuds Kloster i Odense, hvortil han kort før sin død trak sig tilbage efter frivilligt at have givet afkald på tronen.

Erik 2. Emune (d. 18.7.1137), konge af Danmark 1134-37, søn af Erik 1. Ejegod. Han stod på sin halvbroder, Knud Lavards side i opgøret med Kong Niels og dennes søn Magnus. I løbet af sin korte regeringstid grundlagde han Ringsted Kloster og søgte at få Knud Lavard kanoniseret. Kong Erik blev dræbt under et tingmøde den 18. juli 1137 og blev derefter stedt til hvile i Ribe Domkirke. Hans tilnavn betyder ”den altid huskede”.

Niels (d. 1134), konge af Danmark 1104-34. Som den sidste overlevende af Svend 2. Estridsens sønner valgtes han i 1104 til konge. Han støttede varmt helgenkulten omkring Knud 2. den Hellige og kæmpede/arbejdede for en stærk verdslig kongemagt i samarbejde med kirken. Hans støtte til sønnen Magnus efter dennes drab i 1131 på Erik 1. Ejegods søn, Knud Lavard, udløste imidlertid en borgerkrig, som Niels tabte i slaget ved Fodevig 1134. Tre uger efter dette slag blev Kong Niels dræbt af borgere i Slesvig.

Erik 1. Ejegod (ca. 1056-1103), konge af Danmark 1095-1103. Han deltog på Knud 2. den Helliges side i de kampe, der førte til kongens død. Under Oluf 1. Hungers regering levede han i eksil, men blev ved dennes død valgt til konge. Han virkede energisk for broderens helgenkåring. Efter dette i 1100 var lykkedes, og efter han ligeledes havde opnået godkendelse af den nordiske kirke som selvstændigt ærkebispesæde, indledte han en pilgrimsrejse til Jerusalem. Han døde undervejs på Cypern, hvor han blev begravet.

Oluf 1. Hunger (d. 1095), konge af Danmark 1086-95, broder til Knud 2. den Hellige. Under dennes forberedelser til togtet mod England lod han Oluf fængsle, fordi han tvivlede på hans loyalitet. Efter Knuds voldsomme død kåredes Oluf imidlertid af stormændene til konge. Kilder, der kan belyse hans regeringstid, er meget sparsomme. Tilnavnet Hunger fik han som led i bestræbelserne for at få Knud helgenkåret, hvorfor tiden efter dennes død bevidst blev skildret i mørke farver.

Knud 2. den Hellige (d. 10.7.1086), konge af Danmark 1080-86. Knud deltog i sin ungdom i flere togter til England for at fordrive Vilhelm Erobreren. Som søn af Svend 2. Estridsen søgte han i 1076 forgæves valg til den danske trone. Først da broderen, Harald 3. Hen, døde i 1080, opnåede han valg og søgte derefter at rejse styrker til generobring af England. Den 10. juli 1086 blev han imidlertid dræbt af utilfredse undersåtter i St. Albani Kirke i Odense. I år 1100 blev han helgenkåret af paven, og hans jordiske rester blev derefter skrinlagt i St. Knuds Kirke tæt ved drabsstedet.

Harald 3. Hen (d. 1080), konge af Danmark 1074-80. Som ældste søn af Svend 2. Estridsen blev han to år før faderens død valgt til dansk konge. Han måtte imidlertid gennem hele regeringstiden forsvare sin kongeværdighed mod sine brødres anslag. Han videreførte faderens bestræbelser for at gøre den danske kirke til et selvstændigt ærkebispesæde – men med tilsvarende ringe resultat. Tilnavnet Hen betyder hvæssesten.

Svend 2. Estridsen (d. 28.4.1076), konge af Danmark 1047-74. Søn af Knud 1. den Stores søster Estrid og opfostret i England. Allerede inden Magnus den Godes død i 1047 havde han tilkæmpet sig reel kontrol over det danske territorium og anerkendtes derefter som dansk konge. Som sådan søgte han uden held at frigøre den danske kirke fra ærkebispesædet Hamburg-Bremen. Til gengæld lykkedes det ham at gennemføre betydelige ændringer i den kirkelige organisation. Han blev ved sin død begravet i Roskilde Domkirke.

Magnus den Gode (1024-47), konge af Norge 1035-47 og tillige af Danmark 1042-47. Som søn af Olav 2. den Hellige blev Magnus kåret til norsk konge efter Knud 1. den Stores død. Omkring 1040 påbegyndte han en erobring af Danmark, og efter Hardeknuds død blev han anerkendt som dansk konge. Mod slutningen af regeringstiden kom han under voksende pres fra Svend 2. Estridsen, der til slut fordrev ham fra Danmark. Magnus er begravet i Nidaros Domkirke i Trondheim.

Hardeknud (1020-42), - somme tider omtalt som Knud 3. - konge af Danmark 1035-42 og af England 1040-42. Som søn af Knud 1. den Store overtog han ved faderens død den danske trone, mens halvbroderen Harald Harefod blev konge af England. Ved dennes død i 1040 blev Hardeknud også engelsk konge, men døde allerede to år senere i London. Han blev begravet ved sin faders side i Winchester.

Knud 1. den Store (ca. 995-1035), konge af England 1016-35, af Danmark 1018-35 og af Norge 1028-35. I løbet af hans regeringstid, nåede det danske Nordsøimperium sin største udstrækning. Knud søgte imidlertid ikke at svejse sit vidtstrakte rige sammen til en enhed og følte sig nok mere som engelsk konge end som dansk og norsk. Hans tid var præget af en livlig kulturudveksling mellem England og Danmark. Knud den Store døde i Shaftesbury i England og blev gravsat i Winchester. Knud 1. den Store er den første konge, der førte navnet Knud. I tidens løb - i opslagsbøger m.v. – kaldes han også Knud 2., da man regnede Gorm den Gamles formodede far, Hardeknud, for Knud 1.

Harald 2. (d. ca. 1018), konge af Danmark 1014-18. Da faderen, Svend 1. Tveskæg, døde, efterfulgte Harald denne som konge af Danmark, mens hans broder, Knud 1. den Store, fortsatte faderens erobring af England. Om Kong Haralds korte regering findes meget få oplysninger.

Svend 1. Tveskæg (d. 1014), konge af Danmark efter at han i 980erne havde forjaget sin far, Harald 1. Blåtand til Venden, hvor denne døde senest 987. Efter i slaget ved Svold omkring år 1000 at have besejret nordmændene stod Svend som Nordens førende konge, og han satte derefter for alvor gang i vikingetogterne til England. Omkring 1013 havde han fast greb om et stort landområde i det nordøstlige England, hvori York var hovedbyen. Her døde han i 1014; men hans lig blev siden ført tilbage til Danmark.

Harald 1. Blåtand (død senest 987), søn af Gorm den Gamle og Dronning Thyra. Indskriften på den store Jellingesten fortæller, at han erobrede hele Danmark og Norge; men den præcise geografiske udstrækning af hans kongemagt er uvis. Betydelige bygningsanlæg fra omkring 980 – ringborge, udbygningen af Dannevirke og broen over Ravning Enge – tyder dog på en vis rigssamling. Det anføres på samme Jellingesten, at han kristnede danerne, og opførelsen af den første trækirke i Jelling tilskrives ham. Hans tilnavn skyldes en sen overlevering.

Gorm den Gamle (antageligt født mellem 908 og 918, d. ca. 958), muligvis søn af en kong Hardegon eller Hardeknud. Gorm omtales første gang som konge i skriftlige kilder fra 936. Da han døde omkring 958, begravedes han i Nordhøjen i Jelling, men han blev senere genbegravet i byens første trækirke. Om Gorm og hans dronning Thyra vidner først og fremmest de to runesten i Jelling. Hvad der er gået forud for det dynasti, som mejslede sine navne i sten i Jelling, er usikkert. Men eftersom Gorms dronning og Haralds moder Thyra er nævnt på både den lille og den store Jellingesten, må hun antages at have været af væsentlig betydning. Ældre kilder nævner konger i det, der nu er Danmark, men om dem vides så lidt, at de kun skitsemæssigt kan indsættes i regentrækken før Gorm og Thyra.