14. januar 2022 | Galleri
Kranselægning ved Roskilde Domkirke
Del
Kranselægning ved Roskilde Domkirke
H.M. Dronningen, Kronprinsparret, D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie samt H.K.H. Prinsesse Benedikte deltog den 14. januar 2022 i kranselægning ved Roskilde Domkirke i anledning af 50-årsdagen for Frederik 9.s død.
Kranselægning ved Roskilde Domkirke
Ved højtideligheden læste Kongelig Konfessionarius en tekst og afsluttede med Fader Vor, inden en trompetist fra Søværnets Tamburkorps spillede ”Danmarks sidste honnør”.
Kranselægning ved Roskilde Domkirke
Frederik 9. blev som den første konge begravet udenfor sammen med Dronning Ingrid i et separat og moderne kapel. Det åbne mausoleum eller anlæg, der er omgivet af en ottekantet rødstensmur, er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner sammen med Roskilde Domkirke arkitekt Wilhelm Wohlert. Gulvet i monumentet består af 4.000 håndfladestore rullesten fra Færøerne. Beplantningen i kapellet er fra Danmark, Grønland og Færøerne. Gravstenen, der vejer fem ton, er af grønlandsk granit fra øen Pardlit ved Qaqortoq og udformet af billedhuggeren Erik Heide. Stenen er prydet med et kors formet som et anker omgivet af hjerter og blade. Stenen bærer teksten: Frederik IX - Danmarks konge 1947- 1972. Født 11.3.1899 Død 14.1.1972. Frederik 9. og Dronning Ingrid er de eneste grave, der er placeret uden for Domkirken.
Roskilde Domkirke er Kongehusets officielle gravkirke siden 1500-tallet, men endnu ældre kongegrave findes desuden i Domkirken.
Kranselægning ved Roskilde Domkirke
Dronningen lagde en blomsterkrans med blomster i blå toner uden bånd. Kransen består blandt andet af franske anemoner, perlehyacinter, lyseblå og mørkeblå Riderspore, klematis samt Gentiana blue sky.
Prinsesse Benedikte lagde en lyserød blomsterkrans uden bånd. Kransen består af blomster i lyserøde nuancer af blandt andet grenroser, roser, franske anemoner, hyacinter, lisianthus, ranunkler og voksblomster.
Dronning Anne-Marie af Grækenlands blomsterkrans består blandt andet af ranunkler, roser, mimoser, juleroser, morgenfruer og chrysanthemum.
Kranselægning ved Roskilde Domkirke
Kronprinsparret lagde en laurbærkrans med parrets fællesbånd, et rødt bånd med fællesmonogram og krone samt et hvidt bånd med fællesmonogram og krone.
Kranselægning ved Roskilde Domkirke
Prins Joachim og Prinsesse Marie lagde ligeledes en laurbærkrans med fællesbånd, et rødt bånd med fællesmonogram og krone samt et hvidt bånd med fællesmonogram og krone.