Året igennem er H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum blevet markeret med begivenheder flere steder i landet.
Det er en gammel tradition, at der ved mærkedage i Kongehuset offentliggøres nye portrætter, og som en afslutning på jubilæumsåret offentliggøres i dag to nye gallaportrætter af Dronningen og den kongelige familie.
Gallaportrætterne er skabt af fotograf Per Morten Abrahamsen i Riddersalen i Christian IX’s Palæ på Amalienborg. Det er blandt andet fra denne sal, at Dronningen og den kongelige familie traditionelt træder ud på balkonen på fødselsdage for at modtage folkets lykønskning fra slotspladsen.