VIDEO: Offentliggørelse af ”Mary Elizabeths Hospital - Riget for børn, unge og gravide”
I anledning af H.K.H. Kronprinsessens 50-års fødselsdag bliver ”Mary Elizabeths Hospital - Riget for børn, unge og gravide” navnet på Rigshospitalets nye børnehospital, der åbner i løbet af 2025.
Hospitalet, som Kronprinsessen fortæller om i videoen, bliver målrettet børn, unge og gravide og kommer blandt andet til at rumme 179 enestuer, 87 ambulatorierum og 13 operationsstuer. Bygningens 60.000 kvadratmeter er i otte etager og kommer til at kunne huse op mod 900 patienter af gangen.
Som protektor for flere organisationer inden for social- og sundhedsområdet har Hendes Kongelige Højhed gennem længere tid engageret sig i danskernes fysiske såvel som psykiske sundhed, men også internationalt som protektor for WHO. Særligt har sygdomme og lidelser blandt børn haft Kronprinsessens opmærksomhed, hvorfor navngivningen efter Hendes Kongelige Højhed har en helt særlig betydning for Kronprinsessen.
"Alle forældre ved, hvor svært det kan være, når ens barn er sygt. Særligt hvis barnet er så dårligt, at det skal behandles på et hospital. Når børn og unge er syge, bliver hverdagen og følelsen af tryghed vigtigere end nogensinde før. Rigshospitalets kommende hospital for børn, unge, gravide og deres familier, som slår dørene op om fire år, bliver derfor et sted, der går nye veje for at skabe plads til patienternes og familiernes liv og behov – et sted, der skal være trygt og hjemligt. Jeg er rørt og stolt over, at hospitalet kommer til at bære mit navn,” fortæller Kronprinsessen blandt andet i videoklippet.