H.K.H. Kronprinsen aflægger som protektor besøg ved Food Nation Visitor Centre

H.K.H. Kronprinsen aflægger som protektor besøg ved Food Nation Visitor Centre. Agro Food Park 13, Aarhus, kl. 12.00.

Food Nation Visitor Centre præsenterer en interaktiv udstilling om Danmarks kompetencer inden for forskning, viden og produktion af fødevarer. I centret kan besøgende bl.a. opleve en interaktiv fortællingsvæg om den danske fødevareklynges historiske udvikling, et virtual reality-område og et dynamisk dialogbord, der skal indbyde til vidensdeling og samarbejde mellem interessenter, virksomheder og organisationer på tværs af nationaliteter.

Food Nation er et offentligt-privat partnerskab etableret i 2016 af regeringen og en række ledende private organisationer og virksomheder. Food Nation repræsenterer hele den danske fødevareklynge, som består af virksomheder og organisationer inden for primær- og forarbejdet fødevareproduktion, teknologi og udstyr, ingrediensindustrien, forskere, uddannelsesinstitutioner og restauranter. Food Nation og Food Nation Visitor Centres har til formål at øge kendskabet til Danmark som ledende fødevarenation og motivere den danske fødevareklynge til at forblive således.

H.K.H. Kronprinsen blev i 2018 protektor for Food Nation og deltog i den forbindelse i indvielsen af Food Nation Visitor Centre i København.