Samlingerne i Kongehuset rummer adskillige fint forarbejdede stykker kunsthåndværk, hvoraf mange er unika og udført i teknikker, der går langt tilbage i historien.

Det er både brugs- og pyntegenstande, lige fra små, ædelstensklædte tobaksskrin til store sølv- og guldarbejder, figurer i drejet elfenben og håndmalet porcelæn eller kunstfærdigt glas, som den kongelige familie gennem århundreder har indkøbt, arvet eller fået foræret, og som i dag har fået en ny, gerne dekorativ funktion i Kongehusets nutidige hjem.

En del af genstandene tilhører Kongeparret eller H.M. Dronning Margrethe privat, mens de mest kostbare objekter er overført til Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis. Dermed kan de hverken sælges eller foræres væk, men skal forblive del af det danske kongehus’ faste samling, der nedarves fra regent til regent.

I Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis er mange kostbare og enestående arbejder i guld og sølv fra 1700-tallet og frem til i dag. Det meste med en spændende og til tider dramatisk person- og kulturhistorie.

Siden 1400-, 1500- og 1600-tallets opdagelsesrejser uden for Europa, efterfulgt af 1700-tallets oplysningstid, blev det populært og statusgivende blandt konger og adelige at samle på sjældenheder, såkaldte rariteter.

Genstandene blev udstillet og fremvist i private kunstkamre, der var en forløber til nutidens museer. En populær kategori var naturens forunderlige frembringelser som narvaltsand og elfenben, smukke sten, skaller, koraller og rav, gerne omhyggeligt forarbejdet til dekorative objekter.

Porcelæn, keramik og glas har gennem århundreder været brugt til fremstillingen af bordservice. Sideløbende er de formbare materialer blevet til smukke pyntegenstande gennem krævende og kostbare arbejdsprocesser, der har betydet, at genstandene er blevet passet særligt på, så de har kunnet nedarves gennem generationer i Kongehuset.

Den russiske guldsmed Carl Fabergé var i slutningen af 1800-tallet verdens førende juvelér, og hans navn er fortsat verdensberømt, forbundet med udsøgt smukke og fantasifulde arbejder i ædle metaller, smykkestene og juveler.

Berømmelsen tog sin start, da den nyligt kronede Zar Alexander 3. i 1885 som en påskegave til sin danskfødte hustru, Zarina Maria Fjodorovna, bestilte et udsmykket påskeæg hos Fabergé.

Et påskeæg med indbygget overraskelse blev frem til zarfamiliens udslettelse i 1918 en årligt tilbagevendende påskegave til zarinaen, men foruden de berømte æg fremstillede Fabergé-værkstedet utallige, eksklusive og sirligt forarbejdede nytte- og pyntegenstande som små skrin, rammer, brevåbnere, skåle m.m.

Adskillige Fabergéarbejder, både store og små, er endt i det danske kongehus, foræret som gaver fra zarparret til zarinaens forældre i Danmark, Christian 9. og Dronning Louise.

Blandt slottenes mange ure er Vandfaldsuret, også kaldet Teateruret, noget helt særligt.

Uret, der er fremstillet i England omkring 1760, er formentlig indkøbt af Christian 7. på hans Englandstur i 1768. Uret blev antageligt reddet ud af Christiansborgs Slots brand i 1794 og er siden beskrevet i Kongehusets inventarlister og skildret i tegninger og fotografier fra salonerne i Christian VIII’s og siden Christian VII’s Palæ på Amalienborg.

Det 140 cm høje ur-møbel er opbygget som en lille teaterscene og ovenpå denne en eksotisk miniaturehave med palmer og forgyldte dragespringvand, kronet af selve uret. Med en tilhørende nøgle kan uret aktiveres, så et lille, indbygget orgel og klokkespil afspiller én af 12 melodier, mens scenetæppet går op, og en række af små farverige figurer danser rundt på scenen. Samtidigt roterer snoede glasstænger og skaber en illusion af rislende og sprøjtende vand fra ”havens” dragespringvand.

Uret tilhører Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis og kan ses i Christian VII’s Palæ på Amalienborg.

I slottenes saloner og høje vinduesfag spiller possementer, det vil sig kvaster, frynser og kantbånd i uld og silke, en betydelig dekorativ rolle som pynt og kontrast på tekstiler på møbler, puder, sengetæpper og ikke mindst på gardiner og forhæng.

Possementernes historie går tilbage til middelalderens kirker og fyrstehuse med økonomien til at indkøbe den eftertragtede tekstilpynt, der på grund af det bagvedliggende, tidskrævende og stærkt specialiserede flette- og vævehåndværk var kostbare.

Af samme grund har man i Kongehuset afmonteret possementerne på udgåede gardiner og puder, for at genbruge dem på nye steder. Kongehuset har dermed en enestående possementsamling, ikke mindst fra de mange tekstiler i 1800-tallets ”klunke-tid”, der også vandt indpas i kongefamiliens hjem.

Possementsamlingen opbevares på Fredensborg Slot.