Akkreditering: Regentparret besøger Grønland

Regentparret besøger Grønland

Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen aflægger officielt besøg i Grønland i dagene 9.-23. juli 2015 med Kongeskibet Dannebrog. 

Togtet omfatter besøg i Nord- og Vestgrønland.

Turen indledes i Nordgrønland med et besøg i Ittoqqortoormiit, Station Nord og Thule Air Base samt bygdebesøg i Savissivik. I Vestgrønland aflægges besøg i Upernavik, Ukkusissat, Qullissat, Saqqaq, Ilulissat, Qasigiannguit, Kitsissuarsuit, Sisimiut, Kangaamiut, Maniitsoq og Nuuk.

Læs mere på www.kongehuset.dk, hvor programmet løbende opdateres.

 

Lene Balleby
Kommunikations- og pressechef
Presse

Presse, der ønsker at dække Regentparrets besøg i Vestgrønland den 12. til 22. juli, skal sende ønske om akkreditering med navn, stilling, medie, cpr-nummer og kontaktinformationer til Selvstyrets kommunikationsafdeling på e-mail paok@nanoq.gl senest tirsdag den 12. maj 2015 kl. 12.00. Det vil ikke være muligt at dække besøget i Nordgrønland.

Kongeskibet vil være eskorteret af et følgeskib med et begrænset antal pladser til pressen. Pladserne vil blive fordelt af Kongehuset efter tilmeldingsfristen, og ansøgerne vil få direkte besked senest mandag den 18. maj 2015. Presse, der tildeles plads på inspektionsskibet vil være forpligtiget til at stille det indsamlede materiale til rådighed for andre medier under de sædvanligt gældende vilkår.

Evt. ønske om plads på inspektionsskibet skal angives i e-mailen om akkreditering.
 

Program over besøgssteder (Foreløbigt)

8. juli: Besøg ved Station Nord
9. juli: Besøg i Ittoqqortoormiit og Daneborg Station
10. juli: Besøg på Thule Air Base og i Savissivik
12. juli: Besøg i Upernavik
13. juli: Besøg i Ukkusissat
14. juli: Besøg i Qullissat og Saqqaq
15. juli: Besøg i Ilulissat
16. juli: Besøg i Qasigiannguit og Kitsissuarsuit
17. juli: Besøg i Sisimiut
19. juli: Besøg i Kangaamiut
20. juli: Besøg i Maniitsoq
21. juli: Besøg i Nuuk (eftermiddag og aften)
22. juli: Besøg i Nuuk

Et detaljeret program og et presseprogram vil blive offentliggjort senere.

FLY

I forbindelse med Regentparrets besøg i Grønland arrangeres der ikke presserejse i forhold til bookning af fly, hotel m.v. Der er dog grundet de begrænsede flyafgange til Upernavik forhåndsreserverede flypladser den 10. juli 2015 til de medrejsende medlemmer af pressen, der får tildelt pladser på inspektionsskibet.

 

FORHOLD PÅ INSPEKTIONSSKIBET

Presse der får tildelt plads på inspektionsskibet kan overnatte på skibet fra den 11. juli og frem til den 21. juli, hvorefter pressen står for egen underbringelse i Nuuk fra den 21. juli. Kahytterne er tomands- eller firmandslukafer med enkeltkøjeseng.

Der er ikke internetforbindelse på lukaferne, men daglig adgang til internet etableres i messerne. Forbindelsen er rimelig, men der kan afsættes specifikke perioder til brug for gæster, således skibets daglige drift kan varetages. Forbindelsen er via satellit. 

Prisen for opholdet er 150 pr. døgn - forplejning er inkluderet.

Inspektionsskibet følger Kongeskibet.