Akkreditering til Kronprinseparrets officielle besøg i Mexico

H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Kronprinsessen aflægger den 11. – 13. november officielt besøg i Mexico for at stå i spidsen for et dansk erhvervsfremstød.

Kronprinsparret er inviteret til Mexico af landets præsident Enrique Peña Nieto. 
 
Den danske regering fremlagde i foråret en vækstmarkedsstrategi for øget dansk-mexicansk samhandel. Det forestående erhvervsfremstød er en opfølgning på vækstmarkedsstrategien. Kronprinsparret vil blive ledsaget af minister for sundhed og forebyggelse Astrid Kragh og en erhvervsdelegation med repræsentanter for en række danske virksomheder. Ministeren for sundhed og forebyggelse vil bl.a. underskrive en samarbejdsaftale mellem Danmark og Mexico om øget politisk dialog og samarbejde på sundhedsområdet, særligt inden for forebyggelse, telemedicin og sundheds-it. 

Programmet er koncentreret i og omkring hovedstaden Mexico D.F, og besøget sætter fokus på dansk-mexicansk samhandel inden for sundhed og velfærd, landbrug og fødevarer samt energi og klimavenlig teknologi. Under erhvervsfremstødet deltager Kronprinsparret i en række aktiviteter, der demonstrerer danske virksomheders tiltag i Mexico.
 

Mexico som marked for danske virksomheder
Mexicos økonomi har undergået en markant udvikling gennem de senere år og figurerer nu som verdens 12. største økonomi. Det har medført forøgede markedsmuligheder for danske virksomheder, hvilket kan aflæses i de seneste års gunstige udvikling i Danmarks eksport til Mexico.

50 virksomheder og organisationer forventes at være involveret i diverse eksportfremmeaktiviteter under Kronprinsparrets ophold i Mexico.

Akkreditering

Udenrigsministeriet arrangerer en presserejse for danske medier, der ønsker at dække besøget, og der er mulighed for at søge et rejsestipendium fra Vækstmarkedspuljen.

Presserejse og akkreditering:

Interesserede medier bedes udfylde blanketten og sende den til Udenrigsministeriets Presseenhed prs@um.dk med kopi til bosimo@um.dk senest den 21. oktober.
 
Rejsebureauet BCD Travel vil stå for hotelreservationer, flyrejse samt ankomst og afrejse transport. 

Rejseoplæg fra BCD kan rekvireres snarest.

Der kræves ikke visum til journalister ved indrejse til Mexico.

Detaljerede oplysninger om akkreditering samt presseprogram følger senere.

Rejsestipendier

Der er et rejsestipendium til rådighed fra Vækstmarkedspuljen. Journalister ved danske medier og freelancejournalister, der ønsker at dække det eksportfremmende indhold af besøget, kan søge om økonomisk tilskud til rejseudgifterne (flyrejse København – Mexico D.F.  på økonomiklasse samt lokal transport i Mexico).
 
Pressekontakter

Yderligere oplysninger vedrørende det officielle besøg kan rettes til:


Kongehuset:

Lene Balleby, kommunikations- og pressechef, tlf.: 33 40 25 29.

Udenrigsministeriet:

Bo Simonsen, journalist, Presseenheden, tlf: 33 92 19 19,
mobil 40 83 89 41 eller e-mail: bosimo@um.dk.

BCD Travel:

Susanna Vazquez & Annette Paludan, tlf: 39 15 46 60 eller
e-mail: delegation@bcdtravel.dk.

Pressemappe