H.K.H Kronprinsessen og udviklingsministeren besøger Myanmar
H.K.H. Kronprinsessen og udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen rejser til Myanmar, også kaldet Burma, fra den 10.-12. januar 2014.
Besøget har fokus på kvinders svære forhold i det fattige sydøstasiatiske land, der efter 50 års militærjunta nu har åbnet op for demokratiske reformer, internationalt udviklingssamarbejde og udenlandske investeringer.
Om besøget i Myanmar med Kronprinsessen siger udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen:
”Besøget understreger den danske støtte til det burmesiske forår og landets tigerspring i retning af demokrati. Vi har fokus på at hjælpe landets allerfattigste med at få del i den positive udvikling. Vores særlige fokus er kvinders rettigheder, sundhed og indsatsen for at forhindre, at kvinder dør i forbindelse med graviditet og fødsel. Det er områder, som H.K.H. Kronprinsessen har beskæftiget sig med i mange år og prioriteter for dansk udviklingsbistand.”
Kronprinsessen og udviklingsministeren rejser til en af Myanmars fattigste egne, Rakhine-staten, der grænser op til Bangladesh. Her arbejder Dansk Flygtningehjælp – som Kronprinsessen er protektor for – med beskyttelse af internt fordrevne, og ikke mindst kvinder og børn.
Besøget sætter fokus på et projekt, der vil blive støttet af Danmarks Indsamling 2014, som finder sted 1. februar.
I Myanmars største by, Yangon, besøger Kronprinsessen og udviklingsministeren en dansk støttet klinik og et træningscenter, der laver familieplanlægning, spædbørnspleje, HIV-test og behandling. Klinikken drives af Marie Stopes International og træningscentret af FN’s befolkningsorganisation, UNFPA, som Kronprinsessen også er protektor for.
Udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen ankommer til Myanmar dagen før Kronprinsessen. Udviklingsministeren har en række politiske samtaler i regeringsbyen Nay Pyi Taw med repræsentanter for regeringen – og skal underskrive en aftale om gældslettelse.
Danmark har siden 2007 ydet mere end 50 mio. kr. om året i bistand til Myanmar, inklusiv humanitær bistand. Den danske udviklingsbistand til Myanmar udgjorde i 2013 105 mio. kr. og ventes at beløbe sig til 120 mio. kr. i 2014.
Yderligere oplysninger vedrørende det officielle besøg kan rettes til:
Kongehuset
Lene Balleby, Kommunikations- og Pressechef, tlf: 33 40 25 29
Udenrigsministeriet
Poul Kjar, Presserådgiver for udviklingsministeren, poukja@um.dk, tlf: 41 86 59 75