Privat til redaktionerne: Fredensborgkoncert for iværksættere
Amalienborg, den 16. oktober 2012
Tirsdag den 6. november 2012 er H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen værter for Fredensborgkoncerten i Fredensborg Slotskirke kl. 19.00. Årets koncert er en anerkendelse af iværksætterkulturen og de ildsjæle, der kendetegner iværksættermiljøet i Danmark. Regentparret har til koncerten inviteret iværksættere samt repræsentanter for virksomheder og institutioner, der arbejder for at fremme innovation og iværksætteri til gavn for vækst og beskæftigelse.
Musikken ved koncerten vil blive fremført af unge musikere og sangere fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Efter koncerten vil der være souper i Kuppelsalen på Fredensborg Slot. Ud over Regentparret vil D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen samt D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie være til stede fra den kongelige familie.
Pressen vil få mulighed for at dække følgende fra begivenheden:
Kl. 18.15 - 18.45
Gæsternes ankomst til Fredensborg Slot, Blå Port.
Kl. 19.00
De kongeliges ankomst til Fredensborg Slotskirke samt den indledende del af koncerten. Officielle fotografer i kirken vil være Scanpix og Polfoto, hvorigennem billederne kan rekvireres.
Kl. 20.15
Tour de table.
Fotografering fra balkonen, Kuppelsalen (begrænset antal pladser).
Medier, der ønsker akkreditering, bedes sende en e-mail med navn, medie og titel til Kongehusets kommunikationsafdeling kom@kongehuset.dk senest mandag den 5. november kl. 10.00.
Akkrediteret presse får direkte besked samme eftermiddag.
Pressens mødetid er kl. 17.45 ved gitterlågen, ydre slotsgård. Pressekort skal forevises.
Læs mere om Fredensborg koncerterne på www.kongehuset.dk.