Privat til redaktionerne: H.K.H. Kronprinsessen og handels-og udviklingsministeren besøger Sydafrika
Den 2.–5. november 2014 rejser Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen til Sydafrika. Handels- og udviklingsministeren fortsætter rejsen i det sydlige Afrika med et besøg i Zimbabwe den 6.–7. november.
Besøget i Sydafrika vil særligt fokusere på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR) – altså retten til at bestemme over egen krop, herunder til at vælge hvornår man får børn, om man vil anvende prævention samt adgang til at føde under ordentlige forhold. Derudover vil besøget styrke de kommercielle relationer mellem Danmark og Sydafrika, idet Sydafrika er et vigtigt vækstmarked for dansk erhvervsliv. Det dobbelte fokus understreger i sig selv Sydafrikas mange facetter; dels vækstmotor, forfatningsmæssig rollemodel og hjemland for institutioner i verdensklasse; dels udfordret af ulighed, fattigdom, kønsbaseret vold og arbejdsløshed.
Besøget vil være en lejlighed for handels- og udviklingsministeren til – gennem politiske samtaler, møder med civilsamfundsorganisationer samt besøg ved dansk-støttede aktiviteter - at få indblik i, hvordan Danmark på konstruktiv vis kan bidrage til at fremme reformdagsordenen i Zimbabwe.
Ministeren vil bl.a. besøge en retsbygning uden for den næststørste by i Zimbabwe, Bulawayo, m.h.p. at få et indblik i de udfordringer, som Zimbabwe står over for på retsområdet. Retsbygningen er bygget og indrettet med støtte fra bl.a. Danmark. Han vil desuden besøge et dansk-finansieret landbrugsprogram for at høre om de store udfordringer, der udestår i forhold til at reetablere landbrugsproduktionen samt sikre solide kommercielle landbrugsværdikæder i Zimbabwe, der først og fremmest kommer den fattige del af befolkningen til gode.
Presserejse og akkrediteringRejseinformation
Forventet afrejse den 1. november og forventet hjemkomst den 8. november.
Visum
For visum til Sydafrika henvises til ambassaden i København. For visum til Zimbabwe henvises til ambassaden i Stockholm.
Vaccinationer
For information om vaccinationer henvises til Statens Serum Institut.
Rejsestipendium
Der er et mindre antal rejsestipendier til rådighed. Journalister og fotografer ved danske medier samt freelancejournalister/fotografer, der ønsker at dække det udviklingsrelaterede indhold af besøget, kan søge om tilskud til dækning af flybillet på økonomiklasse samt lokaltransport. Alle, der ønsker at søge om et rejsestipendie, skal ansøge skriftligt til Udenrigsministeriets kontor for Public Diplomacy, Kommunikation og Presse pkp@um.dk med kopi til mawest@um.dk. Der vil ved tildeling af rejsestipendiet blive lagt vægt på, om der foreligger dokumentation for afsætning.
Fristen for ansøgning er den 8. oktober kl. 12.00.