Besøg ved verdens største teleskoper

Very Large Telescope ved Paranal-observatoriet.
Very Large Telescope ved Paranal-observatoriet. Foto: ESO/F. Kamphues

D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen aflægde i dag besøg ved det Europæiske Syd Observatorium (ESO), Paranal, i Chiles ørkenområde.

På Paranal, der ligger 130 km syd for Antafogasta og 2635 meter over havets overflade, fik Kronprinseparret bl.a. set verdens største teleskoper, der kan observere galakser, supernovaer og stjernetåger. Placeringen af Paranal-observatoriet i Chiles ørken- og bjergområde giver særdeles gode betingelser for observationer med teleskoper. Observatoriets teleskoper forstyrres ikke af lys fra større byer, og placeringen højt i bjergområdet mindsker den atmosfære, der ligger henover teleskoperne.

Paranal-observatoriet er bygget af ESO, der er et europæisk samarbejde. Danmark har været en del af ESO siden 1966 og støtter årligt organisationen med forskningsmidler. Danske forskere har derfor mulighed for at observere på teleskoperne, og dermed bidrage med forskningsresultater.

Paranal-observatoriet huser Very Large Telescope (VLT), der er verdens største teleskop, og VISTA teleskopet, der har taget utallige billeder af universet.  

Kronprinsparret besigtigede under besøget centrets teleskoper. Ved solnedgang fik Kronprinsparret  fremvist kortlægningsteleskoperne.

Dagen forinden Kronprinsparrets besøg blev et nyt teleskop, ALMA-teleskopet, indviet. ALMA er en samling af 66 antenner, der kan observere de koldeste steder i universet. Byggeriet af teleskopet har været i gang siden 2011, og astronomer håber bl.a. på at kunne få mere viden om, hvordan stjerner bliver dannet og hvordan det tidlige univers så ud.

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Læs programmet for Kronprinsparrets officielle besøg i Chile.

Læs mere om det Europæiske Syd Observatoriums (ESOs) Paranal-observatorium.