H.K.H. Kronprinsessen besøger Addis Ababa
I forbindelse med sin rejse til Etiopien aflagde H.K.H. Kronprinsessen i dag onsdag den 18. februar 2015 besøg i Etiopiens hovedstad Addis Ababa.
Kronprinsessen besøgte først på dagen et Safe House for voldsramte kvinder og børn, drevet af en lokal NGO, og blev under besøget orienteret om stedets historie og nuværende aktiviteter. Kronprinsessen blev efterfølgende vist rundt og hilste på nogle af stedets beboere. Centret har huset kvinder og børn siden 2005 og tilbyder foruden tag over hovedet blandt andet også lægehjælp og træning i selvforsvar.
Kronprinsessen deltog efterfølgende i en frokostdrøftelse med aktivister og civilsamfundsledere, der arbejder med problemstillinger inden for kvindelig omskæring, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.
Senere på dagen aflagde Kronprinsessen besøg ved den bæredygtige virksomhed soleRebels og mødte i den forbindelse stedets kvindelige grundlægger og entreprenør. Under besøget fik Kronprinsessen forevist dele af produktionen og talte med nogle af medarbejderne. SoleRebels har til formål at skabe gode og velbetalte arbejdspladser i et lokalsamfund præget af arbejdsløshed. I dag er der ansat 120 medarbejdere, hvoraf de fleste kommer fra marginaliserede grupper. Produktionen af sko eksporteres globalt, og skoenes såler laves af genbrugte bildæk, som man har gjort det de sidste 100 år i landet. De resterende materialer kommer fra lokale økologiske eller naturlige kilder.
Kronprinsessen besøgte også Hamlin Fistula Hospitalet i Addis Ababa, der behandler obstetrisk fistula. Obstetrisk fistula opstår i de fleste tilfælde som en fødselsskade hos ofte unge kvinder, hvor barnet sidder fast, hvilket resulterer i en kompliceret og langvarig fødsel. Obstetrisk fistula udgør en større del af de seksuelle og reproduktive sundhedsproblemer i Afrika og har foruden fysiske gener ofte som konsekvens, at de ramte kvinder oplever at blive afvist af deres ægtefælle og socialt udstødt af lokalsamfundet. Under besøget fik Kronprinsessen en introduktion til hospitalets formål, virke og resultater og deltog efterfølgende i en rundtur på hospitalet og hilste på hospitalets sundhedspersonale.
Kronprinsessen deltager onsdag aften sammen med handels- og udviklingsministeren i reception i Danmarks ambassadørs residens.
Kronprinsessen besøger den 16. – 18. februar 2015 Etiopien sammen med handels- og udviklingsminister Mogens Jensen for at sætte fokus på kvinders sundhed og rettigheder i humanitære krisesituationer og på omskæring af kvinder.
Læs mere om besøget i Etiopien.
Læs mere om H.K.H. Kronprinsessen.