Akkreditering til statsbesøg fra Vietnam

H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen aflagde i november 2009 statsbesøg i Vietnam, og d. 18.-20. september vil der være genvisit fra Vietnam.

Præsidentens fly lander d. 18. september om morgenen i Vilhelm Lauritzens terminal, Københavns Lufthavn, hvor Regentparret og den kongelige familie vil modtage Hans Excellence Præsident Truong Tan Sang og fru Mai Thi Hanh. Efter modtagelsen i lufthavnen vil der være velkomst på Fredensborg Slot med eskorte ved Gardehusarregimentet. Om aftenen er Regentparret værter ved en gallamiddag på Fredensborg Slot.

Programmet for statsbesøget afspejler, at Vietnam og Danmark historisk har haft et langt og tæt samarbejde. I 2011 blev 40-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam fejret, hvor H.K.H. Kronprinsen besøgte landet sammen med en dansk erhvervsdelegation.  

Statsbesøget sætter fokus på at øge handels- og investeringssamarbejdet mellem de to lande, specielt med fokus på klima, energi og grøn vækst samt indenfor uddannelse, kultur og forskning.
En vietnamesisk erhvervsdelegation på omkring 40-45 virksomheder ankommer til Danmark, og der vil være en række virksomhedsbesøg inden for grøn teknologi og fremvisning af teknologi og knowhow samt produktionsfaciliteter.

Under besøget vil København blive præsenteret som Europas grønneste hovedstad og byens alsidige klimavenlige løsninger vil blive fremvist. Præsidenten og H.K.H. Kronprinsen vil på en sejltur i Københavns havn se Middelgrundens Vindmøllepark og Lynetten for at se på teknologi i forbindelse med spildevandshåndtering.

Præsidenten og H.K.H. Kronprinsen deltager i konferencen for danske og vietnamesiske virksomheder, der afholdes i DI i partnerskab med Landbrug og Fødevarer samt Rederiforeningen. Konferencen afsluttes med en vietnamesisk fødevarefestival.

Præsidenten vil under besøget have en samtale med statsministeren efterfulgt af pressekonference og underskriftsceremoni i Statsministeriet. 
 
Præsidentfruen vil sammen med H.K.H. Kronprinsessen besøge Mary Fonden,
hvor H.K.H. Kronprinsessen vil fortælle om fondens indsats for at sætte fokus på børns trivsel, og sammen vil de besøge børnehaven ’Humlebien’, der bliver støttet af Mary Fonden. Præsidentfruen vil desuden deltage i en række kulturarrangementer.

Presseprogram og akkreditering

Akkreditering og pool ansøgning til statsbesøg fra Vietnam foregår via IPC (International Press Centre) på hjemmesiden www.ipc.um.dk. Akkreditering og pool ansøgning åbner mandag d. 9. september kl. 14:00 og lukker torsdag d. 12. september kl. 12:00.  
 

Presseprogrammet for besøget kan ses her eller på IPC's hjemmeside. Oplysninger om statsbesøget bliver løbende opdateret på IPC’s hjemmeside www.ipc.um.dk.

Pressekontakt
Kongehuset 

Kommunikations- og pressechef Lene Balleby, tlf.: +45 33 40 25 29

Udenrigsministeriet
Journalist Signe Jønsson, mobil: +45 41 90 41 43, e-mail: sigjon@um.dk

International Press Center (IPC)

Leder Dorte Sabinsky, mobil: +45 20 70 69 70, e-mail: dorte.sabinsky@umipc.dk

Officiel delegationsliste

Officiel delegationsliste over personer der ledsager præsidentparret under statsbesøget:

  • H.E. Mr. Pham Binh Minh, Minister of Foreign Affairs;
  • H.E. Mr. Dao Viet Trung, Chairman of the Office of the President;
  • H.E. Mr. Bui Quang Vinh, Minister of Planning and Investment;
  • H.E. Mr. Cao Duc Phat, Minister of Agriculture and Rural Development;
  • H.E. Mr. Lai Ngoc Doan, Ambassador of Viet Nam to Denmark;
  • H.E. Ms. Dang Thi Ngoc Thinh, Secretary of  Vinh Long Communist Party’s Committee;
  • H.E. Mr. Huynh Van Ti, Secretary of  Binh Thuan Communist Party’s Committee;
  • H.E. Mr. Nguyen The Thao, Chairman of Ha Noi People’s Committee;
  • H.E. Mr. Nguyen Van Thao, Assistant to the President;
  • H.E. Mr. Tran Viet Tan, Deputy Minister of Public Security ;
  • H.E. Ms. Ho Thi Kim Thoa, Deputy Minister of Industry and Trade;
  • H.E. Mr. Le Quang Cuong, Deputy Minister of Health;
  • H.E. Ms. Pham Thi My Linh,  Deputy Minister of Construction;
  • H.E. Mr. Le Khanh Hai, Deputy Minister of Culture, Sports and Tourism;
  • H.E. Mr. Pham Manh Hung,  Deputy Minister of Education and Training;
  • H.E. Mr. Vu Quang Tuan, Assistant to the President ;
  • H.E. Mr. Nguyen Duc Di, Assistant to the President;
  • H.E. Mr. Le Manh Ha, Vice Chairman of People’s Committee of Ho Chi Minh City;
  • H.E. Mr. Vu Tien Loc,  Chairman of Viet Nam's Chamber of Commerce and Industry.