Statsbesøg i Kroatien - pressedelegation
Medierepræsentanter, der ønsker at dække Hendes Majestæt Dronningens og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalens statsbesøg i Kroatien fra den 21. – 24. oktober 2014, bedes senest den 1. september 2014 tilmelde sig på vedhæftede tilmeldingsblanket. Regentparret vil under statsbesøget bl.a. besøge Zagreb og Split.
Statsbesøget i Kroatien markerer det stadig tættere samarbejde mellem Kroatien og Danmark, som følge af at Kroatien blev medlem af EU i juli 2013.
En erhvervs- og en kulturdelegation følger Regentparret til Kroatien. Besøget vil fokusere på samarbejder inden for forskellige emner som energi og miljø, fødevarer, IT, sundhed, arkitektur, film, børneteater og arkæologi. Danmark har allerede et godt omdømme i Kroatien som et grønt tænkende samfund med en avanceret sundhedssektor og globalt anerkendte resultater på kulturområdet.
Regentparret vil aflægge besøg hos danske virksomheder i Kroatien og deltage i både erhvervs- og kulturarrangementer. Der vil være et business-forum for danske og kroatiske virksomheder, og HM Dronningen vil overvære åbningen af et ”Regional Diabetes Forum” med særlig fokus på sundhedsøkonomi. Regentparret vil deltage i aktiviteter om den danske arkæolog Ejnar Dyggve, der har stået i spidsen for omfattende udgravninger af den historiske by Salona nær Split, og dermed sætte fokus på et væsentligt dansk bidrag til bevarelsen af den fælles europæiske kulturarv.
Det er Regentparrets første statsbesøg i det Kroatien, der blev selvstændigt i 1991, og som nu er den største økonomi og det største danske eksportmarked i Vestbalkan.
Udenrigsministeriets Presseenhed arrangerer en fælles presserejse i samarbejde med Nyhavn Rejser A/S. Der planlægges afrejse fra København den 20. oktober, og hjemrejse med ankomst i København den 25. oktober.
Der er på forhånd reserveret et antal flybilletter og hotelværelser til medierne. Pga. deadlines i forbindelse med rejsen bedes du sende en foreløbig tilmelding direkte til bureauchef Helle Andersen, e-mail: helle.andersen@nyhavn.dk, telefon 33 18 84 53 samt til prs@um.dk senest den 1. september 2014. Udgifter i forbindelse med deltagelse i presserejsen dækkes af de deltagende medier.
Vedhæftede tilmeldingsblanket skal udfyldes og sendes til Udenrigsministeriets Presseenhed prs@um.dk senest den 1. september 2014.
Journalist Janina Graae, tlf. 33 92 02 51, mobil 40 83 89 37
Kongehuset
Kommunikations- og Pressechef Lene Balleby, tlf. 33 40 10 10 eller 33 40 25 29