H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag.

Denne side opdateres løbende med information om begivenheder, der finder sted i anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag. 

18. maj - Jubilæumsfejring i Crown Prince Frederik Fund

Jubilæumsoverrækkelse
Den 18. maj overrækker H.K.H. Kronprinsen legater fra Crown Prince Frederik Fund i Alexandersalen på Christiansborg Slot. Fonden og dens midler var en folkegave, som Kronprinsen fik af dansk-amerikanere i 25-års fødselsdagsgave under Kronprinsens studier ved Harvard University.

Kronprinsen overrækker i år legater fra Crown Prince Frederik Fund for 25. gang, og i forbindelse med arrangementet vil Kronprinsen hilse på en række tidligere modtagere af legatet.

Fondens formål er at yde økonomisk støtte til studerende indenfor samfundsvidenskaberne til ét års studie ved John F. Kennedy School of Government på Harvard University i Boston, USA. 

Jubilæumsoverrækkelsen i Crown Prince Frederik Fund finder sted på Christiansborg Slot kl. 14.00. 

Jubilæumsmiddag
Den 18. maj er Kronprinsparret værter ved en middag for bestyrelsen og samarbejdspartnere i Crown Prince Frederik Fund.

Jubilæumsmiddagen finder sted i Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg, kl. 19.00. 

Pressekontakt
Kongehuset kommunikationsafdeling tlf. 33 40 39 00 eller
e-mail kom@kongehuset.dk

21. maj - Royal Run

Royal Run finder sted den 21. maj 2018 i byerne Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg. Her kan man tilmelde sig to forskellige løbedistancer, One Mile (1,609 km) og 10 km.

Kronprinsen begynder dagen i Aalborg med at løbe One Mile, derefter fortsætter Kronprinsen til Aarhus, Esbjerg og Odense og vil ligeledes her løbe One Mile. Kronprinsen slutter dagen af i København og på Frederiksberg med at løbe 10 km gennem byen.

I forbindelse med offentliggørelsen af Royal Run udtalte Kronprinsen:
"Når jeg næste år fylder 50, vil jeg blandt andet fejre dagen med et løb, hvor hele Danmark kan være med. Jeg har altid holdt meget af sport og fysisk aktivitet, og ikke mindst løb. Det giver glæde, velvære og energi. Royal Run skal være et løb, der henvender sig til de erfarne løbere, men i lige så høj grad til dem, der binder løbeskoene for første gang, og alle er velkomne uanset alder. Jeg håber, at rigtig mange vil deltage i Royal Run til næste år, når vi skal løbe sammen igennem fem af Danmarks smukke byer."

Royal Run er arrangeret af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund i regi af Bevæg dig for livet og støttes af Nordea-fonden og TrygFonden. TV 2 Danmark er mediepartner. 

Kronprinsparrets program
Kronprinsen løber One Mile (1,609 km) i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense og slutter af med at løbe 10 km gennem København og Frederiksbergs gader. Kronprinsen vil være omkring en time i hver by og vil, udover at løbe, overvære underholdning og hilse på de fremmødte danskere. H.K.H. Kronprinsessen løber 10 km i Odense. 

Tilmelding til Royal Run
På hjemmesiden www.royalrun.dk kan man tilmelde sig distancerne One mile (1,609 km) og 10 km. Kronprinsen vil på dagen løbe med i alle fem byer.

Kronprinsen overrasker skolebørn og løbere
Den 21. marts 2018 besøgte Kronprinsen skolebørn i Aalborg og løbere i Aarhus i forbindelse med løbetræning til Royal Run.

I Aalborg var det en gruppe børn fra Skansevejens Skole, der blev overrasket af Kronprinsen. I anledning af Royal Run bliver der i Aalborg sat særligt fokus på børn og bevægelse, og i den forbindelse hjalp gruppen RUNNERS den 21. marts skolebørnene med at komme i gang med deres løbetræning.

I Aarhus besøgte Kronprinsen en gruppe løbere, der var mødt op til fællestræning foran Marselisborg Slot forud for Royal Run. 

Royal Run app
Den 3. april 2018 lancerede Royal Run en app, der har til formål at motivere danskerne til bevægelse.

I appen kan man dykke ned i universet ”Træn som Kronprinsen”, hvor Kronprinsen deler ud af sine løbeerfaringer. Appen henvender sig blandt andet til de danskere, som netop nu er i gang med at træne op til Royal Run. Kronprinsens løbeerfaringer bliver delt på en løbetur med Thomas Nolan, der er professionel løbeinstruktør og tidligere landstræner.

Appen fungerer både som en såkaldt ”raceday”app, hvor løbere og tilskuere på selve løbsdagen den 21. maj kan få information om løbet i den by, de deltager i. Appen er desuden ment som en motivation for dem, der gerne vil have mere bevægelse ind i deres hverdag.

Appen er gratis og tilgængelig til iOS og android. Appen kan hentes i App Store og Google Play.

Kronprinsen overrasker skadede veteraner
Den 11. april 2018 overraskede Kronprinsen en gruppe skadede veteraner, som var samlet i Dyrehaven i Klampenborg for at træne op til Royal Run. Træningen var arrangeret af ”DIF Soldaterprojekt”, der er et idrætstilbud for fysisk og psykisk skadede veteraner.

DIF Soldaterprojekt er et fællesskab og et idrætsprojekt for skadede veteraner. Projektet skal bidrage til, at psykisk og fysisk skadede veteraner inspireres og støttes til at finde tilbage til et selvstændigt og meningsfyldt liv. Soldaterveteraner og nuværende soldater stiller samlet op til Royal Run i Esbjerg.

Pressekontakt ved DIF
Kommunikationschef i DIF Charlotte Brix Andersen tlf. 40 35 34 31 eller e-mail cbx@dif.dk.

Læs mere om presseakkreditering.

22. maj - Reception på Kongeskibet Dannebrog

Den 22. maj er H.K.H. Kronprinsen vært ved en reception for Kronprinsens protektioner ombord på Kongeskibet Dannebrog kl. 14.30.

Pressekontakt
Kongehuset kommunikationsafdeling tlf. 33 40 39 00 eller
e-mail kom@kongehuset.dk

Information om akkreditering udsendes i starten af maj.

23. maj - Besøg i Aarhus

Den 23. maj besøger Kronprinsparret Aarhus. Her vil kommunen være vært ved en række besøg ved virksomheder og organisationer. Dagen indledes med et besøg i Filmby Aarhus, hvor Kronprinsparret vil blive introduceret til byens film-, erhvervs- og iværksættermiljø. Herefter deltager Kronprinsparret i åbningen af det Internationale Sejlsportscenter på den nye havnefront.

Om eftermiddagen deltager Kronprinsparret i åbningen af Crown Prince Frederik Center for Public Leadership. 

Åbning af Crown Prince Frederik Center for Public Leadership
Den 23. maj deltager Kronprinsparret i åbningen af et nyt forskningscenter ved Aarhus Universitet. H.K.H. Kronprinsen forestår åbningen af centret, der får navnet Crown Prince Frederik Center for Public Leadership. Centret skal være et internationalt kraftcenter for levering af forskningsbaseret viden om offentlig ledelse og forankres på Institut for Statskundskab, hvorfra Kronprinsen i 1995 blev cand.scient.pol.

I forbindelse med offentliggørelsen af centrets åbning udtalte Kronprinsen,

Offentlig ledelse handler om kvaliteten af de offentlige ydelser og om samspillet med den private sektor. God offentlig ledelse skaber værdi for hele samfundet og er en afgørende faktor for succesen i vores velfærdsmodel. Det er samtidig en forudsætning for, at virksomhederne kan lykkes. Jeg er stolt over, at det nye center kommer til at bære mit navn, og jeg glæder mig til at bakke aktivt op om centrets arbejde.

Kronprinsen indtræder som medlem af centrets Governance Committee, der skal arbejde med at sikre centrets internationale position. 

Pressekontakt ved Aarhus BSS (Aarhus Universitet)
Pressekonsulent Michael Schrøder tlf. 87 15 21 95 eller e-mail schroeder@au.dk.

Information om akkreditering udsendes i starten af maj.

24. maj - Portrætafsløring på Frederiksborg Slot

Den 24. maj deltager Kronprinsparret i afsløringen af et nyt portræt af H.K.H. Kronprinsen. Portrætafsløringen finder sted på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot kl. 15.00.

Det nye portræt vil danne centrum for en udstilling med portrætter af den australske billedkunstner Ralph Heimans. Udstillingen ”Ralph Heimans Portrætter” viser en væsentlig del af kunstnerens produktion, der omfatter et portræt af H.K.H. Kronprinsessen, medlemmer af det britiske kongehus og internationale personligheder.

I anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag åbner museet desuden udstillingen ”H.K.H. Kronprins Frederik - Prins til Danmark”, der gennem dragter og billeder fortæller om Kronprinsen med nedslag i begivenheder og temaer, som er centrale i Kronprinsens livsforløb. Udstillingen giver en lang række tematiske indblik i Kronprinsens liv gennem fem årtier. 

Udstillingerne åbner for offentligheden den 25. maj 2018 og kan opleves frem til den 2. september 2018.

Pressekontakt ved Rostra Kommunikation og Research
Seniorrådgiver Jan Hybertz Gøricke tlf. 29 21 16 65 eller e-mail jhg@rostrapr.com.

Information om akkreditering udsendes i starten af maj.

26. maj - Kronprinsens fødselsdag

Vagtskift på Amalienborg
På H.K.H. Kronprinsens fødselsdag, den 26. maj, træder Kronprinsparret, de fire børn og H.M. Dronningen ud på balkonen på Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg, kl. 12.00.  

Den Kongelige Livgarde gennemfører vagtskifte på Amalienborg Slotsplads. 

Pressekontakt
Kongehuset kommunikationsafdeling tlf. 33 40 39 00 eller
e-mail kom@kongehuset.dk

Der kræves ikke akkreditering. Dog etableres der et område for pressen på Slotspladsen.

Gallataffel på Christiansborg Slot
Den 26. maj er H.M. Dronningen vært ved et gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag med deltagelse af den kongelige familie samt gæster fra ind- og udland.

Pressekontakt
Kongehuset kommunikationsafdeling tlf. 33 40 39 00 eller
e-mail kom@kongehuset.dk

Læs mere om akkreditering til H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag.

Gæsteliste samt menu og musikprogram udleveres til de tilstedeværende medierepræsentanter på Christiansborg Slot om aftenen den 26. maj klausuleret til henholdsvis kl. 19.00 og kl. 20.30.

Kl. 19.00 offentliggøres gæstelisten på www.kongehuset.dk og kl. 20.30 vil menu og musikprogrammet være tilgængeligt.

27. maj - Hele Danmark fejrer Kronprinsen

Den 27. maj 2018 overværer H.K.H. Kronprinsen og den kongelige familie DRs fødselsdagsshow ”Hele Danmark fejrer Kronprinsen”. Showet sendes direkte fra Royal Arena, København, på tv-kanalen DR1. 

Med showet ønsker DR at markere Kronprinsens fødselsdag, og der vil blandt andet være indslag og musik. Det danske band Lukas Graham og den danske sangerinde Oh Land er blandt de optrædende kunstnere.

Der kan købes billetter på www.drbillet.dk.

Pressekontakt ved DR
Chefrådgiver Charlotte Gylstorff tlf. 35 20 51 03 eller e-mail chgt@dr.dk.

Information om akkreditering udsendes i starten af maj.

Fødselsdagslogo og portrætbilleder

I forbindelse med markeringen af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag er der udarbejdet et officielt fødselsdagslogo og taget nye portrætbilleder,
 
Logoet og billederne er til brug for medier, kommuner, organisationer, foreninger, virksomheder og andre, der ønsker at deltage i markeringen af fødselsdagen.

Materialet må kun benyttes i forbindelse med fejringen af 50-års fødselsdagen og må ikke anvendes i kommercielt øjemed. Det er ligeledes ikke tilladt at beskære eller på anden måde ændre i materialet.

Logoet er udviklet af Bysted. Portrætbillederne er fotograferet af Steen Evald.

Download materialet

Et nyt billede af Kronprinsen er offentliggjort den 26. maj 2018. Se billedet HER.

Presseprogram