H.K.H. Prinsesse Isabellas dåb

Kronprinsparrets datter, Prinsesse Isabella, blev den 1. juli 2007 i Fredensborg Slotskirke.

Dåbshandlingen blev forestået af kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen. 

Prinsessens navn
Isabella Henrietta Ingrid Margrethe.

Faddere
H.K.H. Prinsesse Mathilde af Belgien
H.K.H. Prinsesse Alexia
Dr. Nadine Johnston
Overlæge, dr.med. Christian Buchwald
Direktør, major Peter Heering
Hofjægermesterinde Marie Louise Skeel

Fredensborg Slotskirke

Fredensborg Slotskirke er opført i årene 1724–1726 af arkitekten Johan Cornelius Krieger. Kirken var den første udvidelse af det Fredensborg Slot, som blev bygget i årene 1720–1722 til Frederik 4.

Kirkens indre fremstår stort set som da den blev skabt. Hvad der umiddelbart synes at være marmor er marmoreret træværk. Søjlernes kapitæler i pulpituret er bemærkelsesværdige. Søjlerne er korintiske, men nogle af akantusbladene er erstattet af elefantsnabler. Det er Kriegers såkaldt ”Danske Kapitæl”, hvor elefanten kan antages at referere til Elefantordenen.

Alteret er udført af billedskæreren Friedrich Ehbisch, mens altertavlens billede ”Dommedag” er malet af Henrik Krock. På selve alterbordet er lagt et alterklæde med rigsvåbnet og teksten ”ANNO 1779 D: 11te October” broderet i guldtrækkerarbejder. Broderiet er det originale; mens klædet er skiftet. Datoen kan henvise til blandt andet Frederik 4.s fødselsdag. På altrets postament findes de fire evangelister. Selve altersølvet er fremstillet til kirkens indvielse den 11. oktober 1726 og er prydet med Frederik 4.’s kronede spejlmonogram.

Prædikestolen er udført af Ehbisch og Green. Fodstykket er udformet som klippeblokke, hvorpå hvide fredsduer sidder. Stolen er udsmykket med tre kvindeskikkelser, symboliserende troen med kors og kalk, kærligheden med barnet og håbet med ankret. Til at hjælpe præsten med at holde tiden på prædiken på en time, er der anbragt et timeglas på pulpituret ud for prædikestolen. De fire glas viser et, to, tre og fire kvarter.

Kirkens oprindelige kongestol var placeret i rummets nordøstlige hjørne, hvor der er det bedste udsyn til prædikestolen. Herfra kunne man også se at alteret er malet på bagsiden. Allerede i 1728 lod Frederik 4. en ny kongestol indrette i kirkens vestlige ende. Den blev i 1775 af arkitekten C.F. Harsdorff erstattet med den nuværende, der stadigvæk anvendes af kongefamilien. Orgelet, over kongestolen, er bygget af Marcussen og Reuter i Aabenraa i 1848. Den 27. oktober 2006 blev maleren Per Kirkebys store loftsmaleri, der forestiller opstandelsen, afsløret. Der har ikke tidligere været et plafond i kirken.

Kirkens ydre blev restaureret omkring år 2000. Kirken fik ved den lejlighed blandt andet nyt glaseret tegltag, renoveret spirets tømmerkonstruktion samt påsat ny kobberbelægning.

Kongefamiliens kirkelige handlinger i slotskirken
Fredensborg Slotskirke har været anvendt til mange kirkelige handlinger for kongefamiliens medlemmer. Af begivenheder i nyere tid er blandt andet: Arveprins Knuds dåb i 1900, Frederiks 9’s og Arveprins Knuds konfirmationer i 1915, Arveprinsesse Caroline-Mathildes og Arveprins Knuds bryllup i 1933, Dronning Margrethe (1955), Prinsesse Benediktes (1959) og Dronning Anne-Maries (1961) konfirmationer, Prinsesse Benediktes og Prins Ricards bryllup i 1968, Kronprins Frederiks (1981) og Prins Joachims (1982) konfirmationer og senest Prins Nikolais dåb i 1999.

Sognekirke
Kirken er som en del af Fredensborg Slot stillet til rådighed for Dronningen. Siden Christian 9. har Asminderød-Grønholt sogne benyttet kirken. Sognenes præster holder derfor ofte gudstjeneste, barnedåb og bryllupper i kirken. Herudover er kirken normalt lukket. Den indgår dog som en del af slotsrundvisningerne i juli måned.

Blomsterudsmykningen i Fredensborg Slotskirke
Blomsterudsmykningen i kirken er inspireret af den danske sommer i farvenuancerne hvid, rosa, pink og violet. Udsmykningen er blevet til i et samarbejde mellem Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen og blomsterdekoratør Kirsten Jørgensen.

På alteret:

  • Lillium longiflorum - en sart lyserød lilje med en fin diskret duft
  • Lizzianthus - en hvid dobbelt snerlelignende blomst
  • Asperagus defleux - let grøn plante

Blomsterguirlanden på alteret mellem sølvstagerne og krucifikset og ved knæfaldet:

  • Hortensia
  • Asperagus defleux - let grøn plante
  • Egeblade fra Fredensborg Slotshave

Planterne i Indre Slotsgård på Fredensborg Slot er opstillet af Slots - og Ejendomsstyrelsen og de er fra Orangeriet i Fredensborg Slotshave:

  • Kegleformede laurbærtræer
  • Hortensiaer

Dåbshandlingen forestås af biskoppen over Københavns Stift, Erik Norman Svendsen.

Medvirkende:
Københavns Drengekor (Det Kongelige Kantori) under ledelse af domkantor Ebbe Munk.
Tine Rehling, harpe
Berit Spælling, harpe
Den Kongelige Livgardes Messingensemble
Domorganist Bo Grønbech

Mens gæsterne ankommer, fremfører koret „Morgen¬sang af Elverskud“ (Musik: Niels W. Gade/Tekst: B.S. Ingemann), „Du kære blide danske bæk“ (Musik: Povl Schierbeck/Tekst: Jeppe Aakjær), „Jeg ser de bøgelyse øer“ (Musik: Thorvald Aagaard/Tekst: L.C. Nielsen), „Frihed er det bedste guld“ (Musik: Carl Nielsen/Tekst: Biskop Thomas af Strängnäs), „Du gav os de blomster, der lyste imod os“ (Musik: Otto Mortensen/Tekst: Helge Rode).

Når Dronningen og Prinsgemalen træder ind i kirken, fremføres Fanfare af Michel-Richard Delalande.

Når Kronprinsen og Kronprinsessen træder ind i kirken, synger koret „Nu blomstertiden kommer“. Korarrangement over gammel svensk folkemelodi fra 1693 i anledning af Prinsessens dåb 2007 af Rasmus Thaarup (Tekst: C.J. Brandt).

MENIGHEDEN SYNGER
1. Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

2. Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

3. Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?

4. Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?

5. Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?

6. Hvad skal jeg sige, når mit sind
i havets dybe grunde
kun dog så lidt kan kige ind
og ser så mange munde?

7. Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor stjerneflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker?

8. Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer,
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer?

9. Hvad skal jeg sige? mine ord
vil ikke meget sige:
o Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!

10. Op, stemmer alle folk på jord
med frydetone sammen;
Halleluja, vor Gud er stor!
Og Himlen svare: Amen!

H.A. Brorson 1734. Mel.: Tjekkisk sangbog 1570.

BISKOPPEN OVER KØBENHAVNS STIFT, ERIK NORMAN SVENDSEN, TALER

MENIGHEDEN SYNGER
1. Nu titte til hinanden de favre blomster små,
de muntre fugle kalde på hverandre;
nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

2. Den kære Gud og Skaber den mindste orm er nær:
han føder fugl og markens lilje klæder;
dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.

3. Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,
hans vugge stod på jord foruden gænge.
Guds Himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.

4. Guds Søn har os så kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud på armen;
han storm og hav betvang, da han vandred på jord,
men børnene leged ham ved barmen.

5. O du, som os velsigned og tog i favn de små,
en morgen se vi dig i Paradiset;
du lærte os til Gud vore øjne opslå,
evindelig være du lovpriset!

B.S. Ingemann 1837. Mel.: C.E.F. Weyse 1837.

DÅBSHANDLINGEN
LOVPRISNING OG BØN
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Lad os alle bede:
Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Vi beder dig: Tag i nåde mod dette barn, som vi bærer frem for dit åsyn. Indlem det i din menighed, og bevar det i dit samfund både her og hisset! Amen.

SKRIFTLÆSNING
Således taler vor Herre Jesus Kristus:
Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Evangelisten Markus skriver:
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: „Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.“ Og han tog dem i favn og lagde hæn¬derne på dem og velsignede dem.
Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse ved at døbe det i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

KORSTEGNELSE
Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.
Hvad er barnets navn? 

TROSBEKENDELSE
Forsager du Djævelen og alle hans gerninger ogalt hans væsen? – Ja! Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber? – Ja!
Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Her-re, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? – Ja!
Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? – Ja!
Vil du døbes på denne tro? – Ja!
Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid! Amen.

FADERVOR
Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.
Fred være med dig!

FADDERTILTALE
I forældre og faddere til dette barn er nu vidner på, at det er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I forældre skal oplære jeres barn i den kristne tro og bede for det, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham. Og sker det, at forældrene dør, før barnet bliver voksent, da skal I faddere, så vidt det står til jer, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne tro.

Fred være med jer!

KORET SYNGER
Benjamin Britten: Balulalow af „A Ceremony of Carols“ Lullaby for drengesopran, drengekor og harper.

MENIGHEDEN SYNGER
1. Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.

2. Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

3. Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

4. Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

5. Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.

6. Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

B.S. Ingemann 1837 – Mel.: C.E.F. Weyse 1837.

KOLLEKT OG VELSIGNELSE
Lad os alle bede!
Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os komme til den nådefulde dåb, hvori du skænkede os syndernes forladelse, Helligånden og det evige liv for din Søns, Jesu Kristi, skyld. Vi beder dig: Bevar os i troen, så at vi aldrig tvivler om denne din gave, og styrk os ved din Helligånd til at stride mod synden og blive i vor dåbs nåde, indtil vi bliver til evig tid salige, ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed.
Svar: Amen.
Præst: Herren være med jer!
Svar: Og med din ånd!
Præst: Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
Svar: Amen, amen, amen.

MENIGHEDEN SYNGER
1. Nu takker alle Gud
med hjerte, mund og hænder,
som overflødigt godt
os uforskyldt tilsender,
som os fra moders liv
og første barndomsstund
i alt vort levneds tid
velsigned mangelund!

2. Den evig rige Gud,
han os fremdeles give
fred og frimodighed,
mens vi er her i live,
så vi i nåde stå
hos ham og på vor bøn
få hjælp i nød og død,
til sidst hans nådeløn!

3. Gud Fader med Guds Søn
og Helligånd tillige
ske tak og lov og pris
i høje Himmerige!
Treenig Gud, som var
og er og bliver, dig
vort takke-offer frem
vi bær’ ydmygelig.

Martin Rinckart omkring 1630. Dansk 1740. 1885. 1889. 1890. Mel.: Johs. Crüger 1647.

Når Kronprinsen og Kronprinsessen sammen med Dronningen og Prinsgemalen og det øvrige følge forlader kirken, spilles som postludium orgelfantasi over „Nu takker alle Gud“ komponeret af Bo Grønbech.

Kære dåbsfamilie

”Hvad skal barnet hedde?” Sådan er jeg blevet spurgt mange gange i den sidste tid før den lille prinsesses dåb, ligesom jeg blev det før prins Christians dåb. Nogle spørger af ren nysgerrighed og interesse, andre for at komme først ud med navnet i medierne.

Begge dele er i og for sig forståeligt. Et navn er ikke bare et navn, men navnet eller navnene vidner altid om den sammenhæng, som barnet er en del af. Det gælder ikke mindst en prinsesse eller prins, hvor navngivningen også skal passe sammen med tronfølgen og den kongelige familie.

Så derfor spørgsmålet: ”Hvad skal barnet hedde”. Heldigvis har jeg ikke vidst det så længe, så det har ikke været vanskeligt at holde tæt med den lille prinsesses navne. Det er en gammel tradition, at man hemmeligholder navnet til selve dåbsdagen, selv om både forældre og præst kender det i forvejen.

 

Derfor spørger jeg heller ikke om et øjeblik: ”Hvad skal barnet hedde?” men jeg spørger: ”Hvad er barnets navn?”
Ved dåben afsløres nemlig navnet samtidig med, at netop det barn med navns nævnelse får at vide, at det nu også er Guds barn.
Så selv om små børn får navn i forbindelse med dåb, så er dåben ikke først og fremmest en navngivningsceremoni. Den er noget andet og især noget mere. Den er snarere en adoption, hvor Gud adopterer os som sine børn, og vi får Gud som vores himmelske far. Den første bøn, der bedes efter dåben er derfor den bøn, Jesus selv har lært os: ”Fader vor, du som er i himlene.” Det understreges også af det ord, som Jesus i bønnen bruger om sin og vores himmelske far: ABBA, der i denne sammenhæng ikke er navnet på en berømt svensk popgruppe, men barnets fortrolige tiltaleform til sin far.

Et navn kan man få ved en henvendelse til kirkekontoret, og som det sidste nye også elektronisk hjemme fra computeren. Og navnet kan skiftes ud, hvis man senere måtte ønske det. Men Guds adoption af os kan man ikke trække i automaten eller skaffe sig via en computer. Den sker derimod kvit og frit i dåben, og den gælder uanset, hvad vi kommer ud for i vores liv. I dåben giver Gud os ret til at kaldes hans børn, og han indeslutter os i sin tilgivende kærlighed og skænker os det evige liv. Det er som en mors eller fars kærlighed til sit barn: den er ubetinget og går altid forud for barnets kærlighed til forældrene.

Dåben er med andre ord indgang til et livsfællesskab med den Gud, vi som kristne kender og bekender som Fader, Søn og Ånd. Den Gud, som ikke blot har givet os livet, men skænker os det fra dag til dag, og som vil have os i tale, sådan som Jesus gør det klart og muligt. Hans ord og gerninger taler i ånd og sandhed til os, så vi både kan forstå og tage det til hjerte. Vores himmelske far har noget at sige til os børn, som vedrører vores liv med Ham og med hinanden. Noget som ikke bare gør en forskel, men som har afgørende betydning for hele vores liv.

Som Jesus siger i denne søndags evangelium: Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer (Luk.6, 36-37).

Dåben er derfor noget andet og meget mere end en navngivningsceremoni. Den er et pant på, at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende. I dåben genfødes vi til et levende håb, både her og nu og i al evighed. Det betyder ikke, at livet bliver en dans på roser, men at vi i alt det, som møder os og sker med os må have det faste holdpunkt, at Gud er vores kære far og vi hans kære børn i tid og evighed.

Ingen har skrevet smukkere og stærkere herom på dansk end digteren Bernhard Severin Ingemann, der som lærer i Sorø skrev en række morgensalmer til børnene. Og som havde det held, at komponisten C. E. F. Weyse blev inspireret af sangene til at skrive de melodier, som vi synger den dag i dag. Rene ørehængere, som langt de fleste af os kender og elsker at synge.

 

Kronprinsparret har til denne dåbsgudstjeneste netop valgt to af morgensalmerne, hvor Guds kærlighed til sine børn i liv og i død understreges i vers efter vers. I ”Nu titte til hinanden” beskrives Gud som den skaber, der har omsorg for alle sine skabninger, men som har menneskenes børn allermest kær, og som ånder på øjet, når det græder dvs. trøster os, når vi trænger til trøst. Ja, Guds søn, der selv var barn engang, er en stor børneven, der lærer os at slå øjnene op hver morgen i tillid til, at Gud omfavner os i liv og i død.
Vi er ikke alene, vi er set og kendt og elsket.

I salmen efter dåben: ”Lysets engel går med glans” skildres morgensolen som et tegn på Guds skaberkraft, og samtidig er solens lys et billede på Guds nærvær og omsorg for hver enkelt uanset, hvilken position eller alder vi har:

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.
(DS nr.747 v.4).
Dan Turell fortæller om en oplevelse han havde som dreng, da han i skolen sang ”Lysets engel går med glans”: Da jeg hørte første vers besvimede jeg for første gang i mit liv. Jeg faldt sammen og blev båret ind i klasseværelset, hvor jeg vågnede nogle minutter senere stadig mumlende, sagde de, om Lysets engel. Dette billede var så stærkt og rent, at det kunne ramme selv en 10-årig skoledreng i hjertet eller livet.

Dåben er en stærk og ren forkyndelse af, at den Gud, som Jesus har givet os at kalde på og bede til, ser til os alle i sin kærlighed, som aldrig hører op. Dåben er derfor den gladeste og mest perspektivrige handling, som tænkes kan. Her er alt, som i skabelsens morgen, godt.

I hoffets pressemeddelelse den 21. april stod der: ”Mor og barn har det godt.” I dag ved dåben den 1. juli kan vi tilføje: Det er godt at vide sig omsluttet af Guds kærlighed i liv og død. Det skåner os ikke fra alt det, som er ondt og gør ondt, men det holder os i alt, hvad vi skal igennem, fast på, at vi altid er set, kendt og elsket af Gud, ja genfødt til et levende håb.

 

Os har og vor Herre kær;
ingen sjæl han glemmer;
(DS nr.747 v.6a)
Amen

Foto: Polfoto ©

Dåbskjolen

Dåbskjolen blev syet til den senere Christian 10.s dåb i Christiansborgs Slotskirke i 1870. Dåbskjolen er syet af brysselerkniplinger, som Christian 10.s mor, Dronning Lovisa, købte i Belgien. Til dåbskjolen hører et slæb, taljesilkebånd, et pudebetræk, en hagesmæk samt et tyndt organza ”forklæde”.

Blandt kongelige børn, der senere er døbt i dåbskjolen, er: Carl(fra 1905 Kong Haakon 7. af Norge), Prins Harald, Prins Gustav, Prinsesse Louise, Prinsesse Thyra, Prinsesse Dagmar, Frederik 9., Arveprins Knud, Dronning Margrethe, Prinsesse Benedikte, Dronning Anne-Marie, Prinsesse Elisabeth, Grev Ingolf af Rosenborg, Grev Christian af Rosenborg, Kronprins Frederik, Prins Joachim, Prins Christian og Prinsesse Isabella.

Gæsteliste

Hans Kongelige Højhed KRONPRINSEN
Hendes Kongelige Højhed KRONPRINSESSEN

Hendes Majestæt DRONNINGEN
Hans Kongelige Højhed PRINSGEMALEN
Hans Kongelige Højhed Prins CHRISTIAN
Hans Kongelige Højhed Prins JOACHIM
Hans Højhed Prins NIKOLAI
Hans Højhed Prins FELIX
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse BENEDIKTE
Hans Højhed Prins GUSTAV zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg
Miss Carina Axelsson
Hendes Højhed Prinsesse ALEXANDRA zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg
Greve Jefferson-Friedrich von Pfeil
Hendes Majestæt Dronning ANNE-MARIE
Her Royal Highness Princess ALEXIA
Hans Kongelige Højhed Kronprins HAAKON MAGNUS af Norge
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse METTE-MARIT af Norge
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse VICTORIA af Sverige
Son Altesse Royale la Princesse MATHILDE Duchesse de Brabant

Professor John Dalgleish Donaldson
Mrs. Susan Elizabeth Donaldson
Mrs. Catherine Murray

Monsieur Guillaume Bardin
Madame Guillaume Bardin
Mlle Lorraine Bardin
Mlle Mathilde Bardin
Mlle Roxane Bardin

H.E. skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller
Fr. Alette Mærsk Mc-Kinney Sørensen
Her Excellency the Ambassador of Australia Mrs. Sharyn Minahan
Borgmester i Fredensborg Kommune Olav Aaen
Sognepræst Lars Rostrup Tjalve
Sognepræst Hedda Salomonsen
Sognepræst Bjarne Wulff

Personlig assistent Anja Camilla Alajdi
Hr. Steen Arnstrøm
Greve Ditlev Erik Ahlefeldt-Laurvig
Grevinde Jean Merete Ahlefeldt-Laurvig
Professor Erik Albæk
Hr. Peter Bang
Direktør Juliane Meulengracht Bang
Direktør Michael Brandt
Fr. Rikke Juel
Godsejer, hofjægermester, greve Frands Axel Michael Brockenhuus-Schack
Grevinde Ulla Brockenhuus-Schack
Overlæge, dr.med. Christian Buchwald
Fr. Elisabeth Buchwald
Hr. Andreas Buchwald
Fr. Anna Buchwald
Fr. Ida Buchwald
Hr. Christian Dalum
Fr. Gitte Dalum
Musiker Christian Minh Doky
Fr. Tanja Doky
Mr. Rory Fleming
Mrs. Caroline Fleming
Hr. Holger Gad Foss
Fr. Rose Gad Foss
Mrs. Laurence Garde-Due
Direktør Michael Halbye
Fr. Pernille Halbye
Direktør Jeppe Handwerk
Fr. Birgitte Zachau Handwerk
Fr. Gitte Rosengaard Harsberg
Hr. Michael Haslund-Christensen
Fr. Pernille Haslund-Christensen
Hair/makeup artist Søren Hedegaard
Skuespiller Preben Kristensen
Direktør, major Peter Heering
Hofdame Caroline Elisabeth Heering
Fr. Ellen Hillingsø
Hr. Christoffer Castenskiold
Restauratør Søren Jessen
Dr. Nadine Johnston
Dr. Dominic Hodgson
Adm. direktør Carl Erik Kjærsgaard
Direktør Søren Lauritsen
Fr. Birgitte Munk
Produktionsleder Julie Mølsgaard
Hr. Søren Bredvig Nielsen
Fr. Ida Holst Clausen
Fr. Christina Obel
Direktør Henrik Olsen
Fr. Anita Valentin
Direktør Thomas Olsen
Fr. Annette Olsen
Pastor, civ.ing. Peter Parkov
Baron Otto Reedtz-Thott
Baronesse Helle Reedtz-Thott
Direktør Jakob Reese
Fr. Anna-Sofie Reese
Direktør, generalkonsul Fritz Schur
Godsejer, hofjægermester Jørgen Skeel
Hofjægermesterinde Marie Louise Skeel
Bispinde Margit Svendsen
Hr. Christopher Kiær Thomsen
Fr Sofie Kirk Kristiansen
Fr. Charlotte Velin
Hr. Thomas Velin
Direktør Peter Warnøe
Fr. Julia Tholstrup
Lensgreve Bendt Tido Hannibal Wedell
Lensgrevinde Pernille Rosalia Korsbek Wedell
Baronesse Wedell-Wedellsborg
Advokat, oberstløjtnant, baron, kammerherre Henrik Mogens Wedell-Wedellsborg
Kammerherreinde Wedell-Wedellsborg
Baron Johan Wedell-Wedellsborg
Baronesse Rebecca Wedell-Wedellsborg
Godsejer Lars Wilhjelm
Fr. Anne Kathrine Wilhjelm
Direktør Peter Aandahl
Fr. Nina Wedell-Wedellsborg

Hofchef, kammerherre Per Thornit
Kammerherreinde Thornit
Kabinetssekretær, kammerherre Niels Eilschou Holm
Hofmarskal, kammerherre Ove Ullerup
Kammerherreinde Ullerup
Ceremonimester, kammerherre Christian Eugen-Olsen
Kammerherreinde Eugen-Olsen
Hofdame Ane Vibeke Foss
Slotsforvalter, oberst, kammerherre John Kidde-Hansen
Kammerherreinde Kidde-Hansen
Professorinde Bodil Karen von Mehren Thodber