Ordener og medaljer

Danmark har to kongelige ridderordner og to kongelige medaljer. Ordener og medaljer omtales samlet som dekorationer.

Ordener

Elefantordenen og Dannebrogordenen.

Danmark har to kongelige ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen. Elefantordenen er den ældste og fornemste og har rødder tilbage til midten af 1400-tallet. Elefantordenens statutter (vedtægter) daterer sig til 1693 og gælder – med enkelte ændringer gennem årene – fortsat. I 1958 bestemte Frederik 9., at ordenen skulle kunne tildeles kvinder.

Dannebrogordenen blev indstiftet i 1671 og havde oprindeligt kun én grad. I 1808 blev den dog inddelt i flere grader, og kredsen af dekorerede blev udvidet til en større del af samfundet. Med en række mindre senere ændringer udgør bestemmelserne fra 1808 sammen med ordenens statutter fra 1693 fortsat det formelle grundlag for Dannebrogordenens anvendelse og administration. En væsentlig ændring blev dog foretaget i 1951, hvor Frederik 9. bestemte, at ordenen, der hidtil havde været forbeholdt mænd, fremover også skulle kunne tildeles kvinder.

Læs om de forskellige ordenstegn nedenfor.

Bæretilladelse til udenlandsk dekoration
Danske statsborgere, der er dekoreret med Dannebrogordenen, eller som beklæder en statstjenestemandsstilling, skal søge om tilladelse til at anlægge og bære en udenlandsk dekoration.

Ansøgningen stiles til H.M. Kongen og indsendes til:
Ordenskapitlet
Det Gule Palæ
Amaliegade 18
1256 København K

eller på e-mailadressen ordenskapitlet@kongehuset.dk

Levnedsbeskrivelse
Alle danske statsborgere, som dekoreres med en orden eller medalje, opfordres til at indsende levnedsbeskrivelse. Læs mere om Levnedsbeskrivelser.

Tilbagelevering af ordener
Alle danske ordener skal tilbageleveres til Ordenskapitlet ved modtagerens død – dette følger udtrykkeligt af statutterne (vedtægterne) for Elefantordenen og Dannebrogordenen. Ordenen – samt navn og fødselsdato på afdøde og oplysning om, hvortil en kvittering for tilbageleveringen skal sendes - kan enten sendes til Ordenskapitlet eller afleveres personligt i receptionen i Det Gule Palæ, Amaliegade 18, 1256 København K.

Ved tyveri af dekorationen
Hvis en medalje eller orden bortkommer i forbindelse med tyveri eller lignende, kan man mod betaling af erstatningsværdien få udleveret en tilsvarende dekoration ved henvendelse til Ordenskapitlet. Det er dog i tyveritilfælde en forudsætning, at det dokumenteres, at der er indgivet anmeldelse om tyveriet. Oplysning om erstatningsværdien kan fås ved henvendelse til Ordenskapitlet.

De kongelige ridderordeners historie

Danmarks to kongelige ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen fik begge deres endelige skriftlige statutter den 1. december 1693. Den til enhver tid regerende monark er Ordensherre for begge ordener. 

Medaljer

Danmark har to kongelige medaljer, Fortjenstmedaljen og Den kongelige Belønningsmedalje.

Fortjenstmedaljen

Fortjenstmedaljen er den ældste eksisterende belønningsmedalje i Danmark. Fortjenstmedaljen blev indstiftet i 1792 og findes i to grader; i guld, som kun gives ved sjældne lejligheder, og i sølv. Fortjenstmedaljen i sølv gives i dag for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse hos samme offentlige ansættelsesmyndighed (for deltidsansættelse og for en række ansættelsesgrupper gælder særlige regler).

Medaljen er 37 mm i diameter og bærer på forsiden H.M. Kongens ansigtsportræt i profil og omskriften ”FRIDERICUS X – REX DANIÆ”. Bagsiden bærer ordet ”FORTIENT” omgivet af en krans af egeløv. I medaljens kant er modtagerens navn indgraveret som udtryk for, at medaljen – i modsætning til ridderkorset – forbliver modtagerens ejendom. Medaljen bæres af mænd i et rødt krydsbånd med et hvidt kors, kvinder bærer medaljen i en tilsvarende sløjfe.

Antallet af tildelinger varierer fra år til år, men de senere år er mellem 1000-1600 personer årligt tildelt medaljen, som dermed er den danske dekoration, som tildeles hyppigst.

 

Den kongelige Belønningsmedalje
Den kongelige Belønningsmedalje blev indstiftet af Christian 9. i 1865 og fornys ved hvert tronskifte. Belønningsmedaljen findes i fire grader; i guld med eller uden krone og i sølv med eller uden krone. Medaljen tildeles normalt efter 50 års fortjenstfuld ansættelse i samme private virksomhed eller i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års ansættelse. Antallet af belønningsmedaljer har de senere år ligget stabilt på mellem 400-600 tildelinger årligt.

Medaljen er 28 mm i diameter og bærer på forsiden H.M. Kongens ansigtsportræt i profil og omskriften ” FRIDERICUS X – REX DANIÆ”. Bagsiden bærer en krans af egeløv. Alle modtagere bærer medaljen i et rødt krydsbånd med et hvidt kors.

For en enkeltstående og helt enestående indsats kan Belønningsmedaljen af 1. grad med krone tildeles medinskription. Efter traditionen tildeles Kongens jagtkaptajn medaljen efter et besøg i Grønland med Kongeskibet Dannebrog. I 2015 blev den tildelt astronaut Andreas Mogensen.

Information om fremgangsmåden ved tildeling af Fortjenstmedaljen og Den kongelige Belønningsmedalje

Skriftlig anmodning om tildeling af en medalje skal ske til departementschefen i det ministerium, under hvis område den ansattes indsats må siges at høre. Eksempelvis skal en anmodning om tildeling af en medalje til en sygeplejerske normalt fremsættes over for departementschefen i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Ved privat ansættelse skal anmodningen i langt de fleste tilfælde sendes til departementschefen i Erhvervsministeriet. Det er departementschefen, der foretager den endelige indstilling til Kongen om medaljetildelingen. En række ministerier har nærmere oplysninger om praksis og procedurer på deres hjemmesider. Henvendelser vedrørende indstillinger til medaljer skal altid rettes til det pågældende ministerium.

Fortjenstmedaljen og Belønningsmedaljen bliver ved tildelingen den dekoreredes personlige ejendom og skal således – i modsætning til for eksempel ridderkors – ikke tilbageleveres ved den dekoreredes død.