Dronning Louise (7.9.1817-29.9.1898), dronning af Danmark 1863-1898.
Dronning Louise (Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Augusta Julie) blev født i Kassel, men da hendes far, Landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel, kom i dansk tjeneste, da hun var ganske lille, flyttede familien til København. Her voksede Prinsesse Louise op, og i modsætning til sin mand, Prins Christian (9.) af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, havde hun dansk som modersmål. Prinsessen var kunstnerisk anlagt og tog timer hos nogle af tidens mest fremtrædende kunstmalere og komponister.
Gennem moderen, Charlotte af Danmark, der var barnebarn af Frederik 5., var hun arveberettiget til den danske trone, og det var stærkt medvirkende til, at hendes mand kunne vælges som tronfølger i 1852-1853, da det stod klart, at forgængeren Frederik 7. ikke ville efterlade sig tronarvinger. Parret fik fra 1843-1858 seks børn, og som noget usædvanligt for en kongelig familie påtog parret sig den opgave selv at opdrage børnene.
Dronning Louise betragtes som arkitekten bag de ægteskaber, som hendes børn indgik, og som erhvervede parret tilnavnet ”Europas svigerforældre”. Ved tronbestigelsen i 1863 var Kongeparret ikke populært, men det ændrede sig langsomt til det bedre, og ved guldbrylluppet i 1892 var de genstand for omfattende folkelig hyldest. Dronning Louise engagerede sig i velgørende arbejde, blandt andet gennem et børnehospital, der var opkaldt efter hende, og Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Som en af de få dronninger i Danmarkshistorien overlevede hun ikke sin mand.
