Christian 9.

Da det stod klart, at Frederik 7. ikke ville efterlade sig arvinger, anerkendte stormagterne ved Londontraktaten 1852 hans slægtning Prins Christian, der tilhørte kongeslægtens glücksborgske linie, som hans efterfølger. Ved tronfølgeloven af 1853 udpegedes han formelt som tronfølger. Fra 1831 havde han haft fast ophold i København, hvor han havde skabt sig en karriere som officer i Hestgarden.

Som den første Glücksborger tiltrådte Christian 9. i november 1863 sin regering i en yderst vanskelig situation. Den afdøde konge havde ikke nået at underskrive den netop vedtagne Novemberforfatning, dvs. en særlig grundlov for Danmarks og Slesvigs fællesanliggender, hvorved Slesvig i strid med stormagtsaftalerne knyttedes tæt til Danmark. Da den nye konge som følge deraf vægrede sig ved at sætte sit navn under den nye forfatning, blev hans danske sindelag især fra nationalliberal side højlydt draget i tvivl, og under dette pres valgte han da at skrive under. Kongens betænkeligheder viste sig imidlertid hurtigt alt for velbegrundede; resultatet blev krigen i 1864 og tabet af hertugdømmerne. Første del af hans regeringstid prægedes stærkt af denne nationale katastrofe.

Kongens støtte til Højre og konsejlspræsident Estrup i de følgende årtiers forbitrede forfatningskampe gjorde ham til at begynde med upopulær i brede kredse af befolkningen; men gradvis voksede konge og folk alligevel sammen i en fælles bestræbelse på at få det bedste ud af den vanskelige situation efter 1864. Og da kongen i 1901 omsider bøjede sig for kravet om parlamentarisme og udnævnte en venstreregering, voksede hans popularitet stærkt. I de få tilbageværende regeringsår nød kongen således bred folkelig sympati for sin altid noble og stilfærdige optræden, og hans død i 1906 udløste almindelig landesorg.

Denne udvikling skyldtes også dronning Louise, født prinsesse af Hessen-Kassel (1817-98, g. 1842). Fremsynet tilrettelagde hun døtrenes giftermål på en sådan måde, at det danske kongehus fik dynastisk forbindelse med de betydeligste europæiske fyrstehuse. Datteren Alexandra blev således gift med Edward 7. af England, Dagmar blev gennem sit ægteskab med zar Alexander III kejserinde af Rusland, og den tredje datter, Thyra, ægtede hertug Ernst August af Cumberland, der gjorde arvekrav på Hannover. Dertil kom, at kongens næstældste søn, Vilhelm, i 1863 overtog den græske trone under navn af Georg 1., mens kongens sønnesøn, Prins Carl, i 1905 blev norsk konge under navn af Håkon VII. Selv om disse mange forbindelser næppe fik bredere politisk betydning, kunne man især i 1880erne opleve det særsyn at se Europas betydeligste regerende fyrster sommer efter sommer samlet til hyggeligt familiekomsammen under de såkaldte Fredensborgdage hos ”Europas svigerforældre”, det danske kongepar.

Yderligere oplysninger
Læs mere om Christian 9. på hjemmesiden for De Danske Kongers Kronologiske Samling.