H.M. Dronningens tale ved Lagmandens middag den 14. juni 2016

H.M. Dronningens tale ved Lagmandens middag i Tórshavn tirsdag den 14. juni 2016 i anledning af Dronningens besøg på Færøerne den 12.-16. juni 2016.

Foto: Ole Mortensen, Tilsted.com ©

Det er med stor glæde, at jeg atter har lejlighed til at besøge Færøerne. Jeg er meget taknemmelig for den hjertelige og varme modtagelse, som jeg igen i år har nydt alle de steder, jeg har haft mulighed for at besøge.

Jeg vil gerne takke lagmanden for de venlige ord og det færøske folk for den store gæstfrihed, som jeg igen har oplevet i disse dage. Jeg vil også gerne takke alle dem, som brugte tid og energi på at forberede det planlagte besøg sidste år.

Det var jo planen, at Prins Henrik og jeg skulle have besøgt Færøerne sidste år, men da det besøg måtte aflyses, glæder det mig så meget mere, at jeg nu endelig er tilbage på Færøerne og blandt færinger. Vi har begge mange dejlige minder fra de mange besøg heroppe, og Prins Henrik har bedt mig hilse færingerne i by som på bygd.

Gensynets glæde kan ikke beskrives, når jeg igen ser de høje klipper, de lysende grønne fjeldsider og det store hav under den altid skiftende himmel, som kendetegner Færøerne. Men skønheden kan bedrage, for det har sommetider været en kamp at opretholde tilværelsen på disse øer langt ude i Nordatlanten.
Det har krævet mennesker med særlige dyder og en særlig evne til at stå imod, når stormene raser og vintermørket lægger sig tungt over de små samfund.

Store udfordringer har Færøerne og færingerne haft igennem tiderne. Både lidelser og afsavn har man måttet gennemleve; men aldrig har færingerne givet slip på håbet eller livsmodet. Det er en stor glæde i løbet af disse få dages besøg at kunne konstatere, at man med stor arbejdsomhed og vilje har kunnet overkomme den alvorlige økonomiske krise, som også ramte Færøerne så pludseligt for en del år siden.  Den positive fælles ånd og tro på fremtiden, der præger samfundet, kan tydeligt mærkes.

Siden jeg for første gang oplevede Færøerne sammen med mine forældre i 1959, er jeg jævnligt vendt tilbage, og altid med glæde. Det har været spændende i dag at se udstillingen i Renseriet med de mange fotografiske minder fra tidligere kongelige besøg. Mine jævnlige besøg har givet mig muligheden for at følge den hastige udvikling, som det færøske samfund har oplevet igennem de seneste årtier. Det er imponerende, at man nu er i stand til at udnytte både vind og vejr, sådan at det færøske samfund om nogle år vil få det meste af sin energi fra vedvarende kilder. Det vil gøre Færøerne til et foregangsland på dette område.

Også fiskeindustrien udvikler sig med nye topmoderne fabrikker og mange nye arbejdspladser. Her er endnu et område, hvor Færøerne er med i forreste række og er respekteret for dygtighed og stor faglighed.
Havet har til alle tider været færingernes element, både en udfordring og en kilde til rigdom. De færøske søfolk er kendt og respekteret på alle verdenshave og nyder stor tillid, hvor end de kommer.

Overalt i Danmark møder man færinger, det gælder ikke mindst i søfarts- og fiskeribyerne. Hver gang jeg får øje på et færøsk flag eller en familie i færøsk dragt, går mine tanker straks på langfart, og jeg glæder mig over, at de er med til at understrege samhørigheden mellem Færøerne og Danmark.

Det er ikke kun mig, der synes, at Færøerne er dragende. Det vidner det stigende antal af turister om. De vil ikke bare opleve den enestående færøske natur, de vil også gerne lære den færøske kultur at kende. Den er et af de færøske samfunds stærkeste aktiver. Den har holdt sig levende gennem tiderne og udvikler sig stadig. Det ser man klart af de kulturhuse, som opføres og udbygges mange steder, og af de talrige gallerier, som drives af ildsjæle, og som er med til at udvikle en stærk stamme af færøske kunstnere.

Føroya størsta ríkidømi er ikki fiskurin í havinum ella oljan, sum kanska er í undirgrundini – nei, tað er – og hevur altíð verið – føroyingurin sjálvur. Tað er dugurin í føroyingunum, eldhugin og ágrýtni, vónirnar og dreymarnir, sum hava skapað føroyska samfelagið, sum nú er. Føroyingarnir vita, at tað eru hesar somu dygdir, sum fara at bera føroyska samfelagið fram. 
Eg ynskji føroyingunum og føroyska samfelagnum alt gott.

Gud varðveiti Danmark
Gud varðveiti Føroyar

 

[Færøernes største rigdom er ikke havets fisk eller undergrundens mulige olie – nej, det er – og har altid været – færingerne selv. Det er færingernes dygtighed, deres ildhu og ihærdighed, deres håb og deres drømme, som har skabt det færøske samfund, vi ser i dag.

Færingerne ved, at det er disse samme dyder, som vil bære det færøske samfund videre.
Jeg ønsker færingerne og det færøske samfund alt godt.

GUD BEVARE DANMARK
GUD BEVARE FÆRØERNE]