Årstidshaven er i øjeblikket åben for offentligheden
I Fredensborg Slotshave findes Årstidshaven, som er åben for offentligheden i juli måned og begyndelsen af august.
I 2016 blev et staudebedet Årstidshaven anlagt i Fredensborg Slotshave. H.M. Dronningen modtog staudebedet i gave ved sin 75-års fødselsdag fra Regeringen, Folketinget og en række donatorer.
Staudebedet har ca. 6.000 stauder og blev etableret af Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med Dronningen.
Udformningen af staudehaven tog afsæt i gamle plantegninger fra 1700-tallet, hvor der førhen lå et stort fasangårdsanlæg bestående af et hus placeret i midten af området, omgivet af fire indhegninger til fasaner.
Fasananlæggets fire gårde blev til fire små haver, der hver har sit årstidstema; en forårshave, en forsommerhave, en sensommerhave og en efterårshave, som blomstrer i takt med de skiftende årstider.
Hvert år i juli måned og i begyndelsen af august er det muligt at besøge Årstidshaven samt se Slottets sale, Orangeriet og urtehaven.