16. juni 2020|Nyhed
Børnenes værker udstilles i Riddersalen på Christiansborg Slot
img_7734.jpg

De mange forskellige værker er skabt efter frie fortolkninger under temaerne ”Dronningen” og ”Vartegn fra min kommune”. Selve udstillingen er blevet til i samarbejde med børne-tv-vært, forfatter og kunstner Shane Brox, som blandt andet tidligere har skabt udstillingsdesignet i forbindelse med ”Fra kongehusets Gemmer” og ”Eventyrdronningen” på Amalienborgmuseet samt ”Vores Verden” på Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Børnenes værker er fremført på papir og indrammet i smalle, sorte rammer, der er ophængt på speciallavede foldeskærme i egetræ. Foldeskærmene, der er snedkereret i Kongehusets Værkstedshus, har fået kulørte omslag, der er skåret til efter motiverne hav, sol, busk, by og sky, som er inspireret af kommunernes omgivelser, og som alle kommunerne har til fælles.
Omslagene er malet i matte, klare farver, så de spiller sammen med hovedfarverne i kunstner Bjørn Nørgaards gobeliner, som Hendes Majestæt modtog i anledning af 50-års fødselsdagen. De 17 gobeliner blev dog først hængt op i Riddersalen i år 2000, idet de tog ti år at fremstille.
I dag er gobelinerne med til at sætte stemningen for 19 eventyrlige og kunstneriske øer, der er opstillet på midten af Riddersalens sorte og hvide gulv, så besøgende kan gå på opdagelse i en labyrint af kreative udfoldelser lavet til Majestæten.