Den bedst kendte af de danske kongekroner er Christian 5.s krone, som blev fremstillet til Danmarks anden enevældige konge, Christian 5. i 1671. Den har efterfølgende været benyttet af alle enevældige konger fra Christian 5. til Christian 8. Kronen vises desuden øverst i det danske kongevåben og det danske statsvåben.

Guldsmeden bag den mere end to kilo tunge krone er den tyske guldsmed Paul Kurtz, som arbejdede i København. Kronen er udført i guld, smykket med flade, firkantede taffelsten, adskillige ædelsten i form af slyngede rækker af diamanter, safirer og granater og emaljedekorationer. Kronens rundede bøjler danner en lukket form, som er inspireret af den enevældige franske Kong Louis 14.s krone, og symboliserer den enevældige herskers absolutte magt. Kronens bøjler mødes øverst i et rigsæble, som er et magt- og værdighedstegn for monarker. Over kronens rigsæble er et kors, der i tidens symbolsprog viste, at kirken som den eneste står over kongemagten.

I toppen af korset ses en såkaldt korund, som er en safir med en stribe af rubin, og på krones forreste del en firkantet bloksten med Christian 5.s monogram i guldtråd. Safiren på kronens front kan føres tilbage til Frederik 1. og var formentlig en gave til hans fader, Christian 1. fra hertugen af Milano i 1474.

Christian 5.s krone blev sidst benyttet ved Christian 8.s salving 1840. Kronen blev ceremonielt overflødig, efter at man i 1849 havde indført det konstitutionelle monarki, afskaffet enevælden og ikke længere kronede og salvede regenten. Christian 5.s krone anvendes dog fortsat ved monarkens død, hvor den lægges på kisten under det såkaldte castrum doloris. 

Rosenborg Slot og skatkammeret kan besøges af publikum.