Den kongelige families jul 2024

Aarhus danner i år atter ramme om Kongefamiliens jul. D.M. Kongen og Dronningen vil sammen med D.K.H. Kronprinsen, Prinsesse Isabella, Prins Vincent og Prinsesse Josephine fejre jul på Marselisborg Slot sammen med H.M. Dronning Margrethe.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix ©

Siden Kongen var barn, har det aarhusianske slot – med enkelte undtagelser – været omdrejningspunktet for den kongelige families julefejring. Kongen har residens på slottet fra den 23.- 26. december, og i den forbindelse vil et vagtskifte ved Den Kongelige Livgarde finde sted hver dag kl. 12.00. Dronning Margrethe tager ophold på Marselisborg Slot i perioden 20.-30. december.

Den Kongelige Livgarde vil i perioden med kongelig residens på Marselisborg Slot dagligt marchere fra Gardergården kl. 11.50 ad Carl Nielsens Vej op til slottets hovedport, hvor vagtskiftet finder sted med tilhørende ceremoniel herunder musik ved Tambourkorpset.

D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie fejrer sammen med deres børn jul hos Prinsessens familie.

På årets sidste aften holder Kongen sin første nytårstale. Det sker fra Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg klokken 18.00.