Donation til ofre for krigen i Ukraine
Bestyrelsen for Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og bestyrelsen for Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond har besluttet sammen at donere 1.000.000 kroner til ofrene for krigen i Ukraine.
Under overskriften ”Sammen for Ukraine” samler en lang række danske nødhjælpsorganisationer lørdag den 12. marts 2022 ind til akut hjælp til ofrene for krigen i Ukraine.
H.M. Dronningen og Kronprinsparret ønsker at støtte indsamlingen med en fælles donation fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond med 1.000.000 kroner. I forbindelse med donationen udtaler Dronningen:
”Der er krig i Europa igen. Det gør mig uendelig trist at være vidne til det, der nu sker i Ukraine. Det fremskridt og det håb, som blomstrede overalt i Europa efter Berlinmurens fald, smuldrer nu for øjnene af os.
Dagligt følger vi billeder af krigens ødelæggelser og uretfærdighed. Ulykkelige billeder af børn og kvinder, der må sige farvel til deres fædre, brødre og mænd, der som soldater kæmper for Ukraine, men også heltemodige billeder af en stærk ukrainsk ungdom, der kæmper for den frihed, de har ret til, og som de lige nu forsvarer med deres liv.
For os som danskere gør hele situationen et uudsletteligt indtryk. Vi føler med den ukrainske befolkning og støtter alle, der yder nødhjælp og arbejder for at redde menneskeliv.
Må denne meningsløse krig bringes til ophør snarest.”
Følgende nødhjælpsorganisationer får del i det samlede beløb:
ADRA Danmark, Amnesty International Danmark, CARE Danmark, CARITAS Danmark, Dansk Folkehjælp, DRC Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, International Media Support, Læger Uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, Mission Øst, Oxfam Ibis, PlanBørnefonden, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne, UNHCR – FN’s Flygtningeorganisation og UNICEF Danmark.