Erhvervsfremstød til Nederlandene udskydes
Den 2.-3. november 2020 skulle Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen have stået i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation i Nederlandene. Besøget er udskudt på grund af situationen med COVID-19.
I mellemtiden vil der på samme tidspunkt blive afholdt en virtuel konference med samme deltagerkreds og samme overordnede tema: ”Partnering for Green Transition”. Ved åbningen vil Kronprinsen holde tale. Et fysisk besøg til Nederlandene vil blive afholdt, når det igen bliver muligt.
Gennem årene har Kronprinsparret stået i spidsen for adskillige erhvervs- og kulturfremstød. Sidste år besøgte Deres Kongelige Højheder blandt andet Sydkorea og Frankrig, og tidligere er besøg blandt andet gået til Sverige, USA, Japan, Tyskland, Mexico og Chile. Formålet med besøgene har været at styrke relationerne mellem Danmark og besøgslandene samt understøtte danske virksomheders vækst og position på de pågældende markeder.