Fejring af 20 år med Kronprinsparrets Priser

For 20 år siden modtog D.M. Kongen og Dronningen en prisuddeling i bryllupsgave af Bikubenfonden. Siden Kronprinsparrets Priser for første gang blev givet, er 61 priser blevet uddelt.

For at fejre tidligere prismodtagere inviterer DR og Bikubenfonden indenfor til en musikalsk aften i VEGA i København og på DR1. Kongeparret og tidligere modtagere af Kronprinsparrets Priser vil tage plads på scenen og blandt publikum, og aftenen vil blandt andet byde på musikalske øjeblikke og indblik i den forskel, som prismodtagerne har skabt for mange mennesker gennem årene, der er gået. 

Koncerten foregår den 5. november kl. 20.00 på VEGA og sendes lørdag den 9. november kl. 21.00 på DR1 og DRTV.

Der vil i 2024 ikke blive uddelt nye priser. Det bliver dog kun for et enkelt år, for i 2025 præsenteres en ny udgave af prisoverrækkelsen i samarbejde mellem Kongehuset, Bikubenfonden og DR.

Læs mere om Kronprinsparrets Priser på Bikubenfondens hjemmeside.