Fjerde søndag i advent
I løbet af decembers fire adventssøndage undersøger D.M. Kongen og Dronningen en række danske juletraditioner. Med besøg rundt omkring i Danmark er Majestæterne sammen med en række eksperter med til at finde den røde tråd fra vikingernes førkristne jul til den højtid, vi kender og fejrer i dag.
Skikken med at pynte juletræ i hjemmet kan i Danmark spores tilbage til starten af 1800-tallet. Lige som i andre familier har juletræet en lang tradition i den kongelige familie, og det første kendte juletræ i Kongehuset blev pyntet tilbage i 1866 af H.M. Kongens tiptipoldeforældre, Christian 9. og Dronning Louise, på Fredensborg Slot.
Kongen undersøger den danske juletræstradition sammen med juleinspektør i Den Gamle By i Aarhus, Anna Wowk Vestergaard. Sammen besøger de en af museets tidslommer: en lejlighed, som den så ud i 1974, hvor et rødgran pyntes med julens mange symboler.
Juletræet er en tysk tradition, som kom til Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Det første kendte juletræ herhjemme blev pyntet på godset Holsteinsborg på Sydsjælland i 1808. ”Først skal træet vises, siden skal det spises” skrev Peter Faber i juleklassikeren “Højt fra Træets grønne top” i 1847. Dengang sangen blev skrevet var det meget normalt, at man pyntede træet med spiselig pynt. Deraf udtrykket “at plukke træet”.
Julen er hjerternes fest… og måske særligt julehjerternes fest? I Den Gamle By i Aarhus gav Kongens sig derfor også i kast med at flette et traditionelt dansk julehjerte. Det flettede julehjerte er en særlig dansk opfindelse. Et af de bedst bevarede julehjerter er lavet af digteren H.C. Andersen i 1860’erne og var en gave til H.C. Ørsteds yngste datter Mathilde. Julehjertet havde ingen hank og var derfor ikke tiltænkt at være juletræspynt.