Fredensborgkoncert for filmbranchen
H.M. Dronningen hylder i år den danske filmbranche, når den traditionsrige Fredensborgkoncert finder sted i Slotskirken den 26. oktober 2021.
Danmark er en stærk filmnation med stolte traditioner. Allerede i 1896 kunne københavnerne opleve den første filmforevisning på dansk grund og året efter indledte den senere kongelige hoffotograf, Peter Elfeldt, produktionen af en lang række danske stumfilm om hverdagslivet og større offentlige begivenheder. Siden da har danske navne som Ole Olsen, Benjamin Christensen, Asta Nielsen og George Schnéevoigt sikret Danmark en væsentlig rolle i filmhistorien.
I dag er danske film og serier fortsat populære hos både det danske og udenlandske publikum, og bedrifterne vinder ofte hæder ved internationale prisuddelinger ligesom aktørerne foran og bag kameraet er efterspurgte internationalt. Denne indsats ønsker Hendes Majestæt således at markere med en koncert og efterfølgende middag på Fredensborg Slot.
Fredensborgkoncerterne har været en fast tradition i Kongehuset i over 20 år. Senest i 2019 var det rigsfællesskabet, der var i fokus, og tidligere har det blandt andet været iværksættermiljøet og sundhedssektoren, og aftenen vil således i år være en anerkendelse af den indsats, som filmbranchen – lige fra skuespillere, instruktører og runnere til scenografer, sminkører og klippere – har gjort for at få Danmark og danske talenter på verdenskortet.