I 1972 kunne Frederik 9. have fejret sit 25-års regeringsjubilæum, men Kongen døde den 14. januar efter kortvarig sygdom.
 
Frederik 9. indledte sin knap 25 års kongegerning for Danmark den 20. april 1947, da Kongen trådte ud på balkonen på Christiansborg og holdt sin proklamationstale til de tusindvis af fremmødte på slotspladsen med ordene: ”Jeg håber at kunne gøre mig værdig til folkets tillid”. Med valgsproget ”Med Gud for Danmark” førte Frederik 9. i sin regeringsperiode Kongehuset gennem en af de største og hurtigste omstillingsperioder i Danmarks historie. De knap 25 år Frederik 9. regerede er indkapslet af to afgørende vendepunkter i Danmarks nyere historie: Fra efterkrigstiden i kølvandet på befrielsen fra den tyske besættelse i maj 1945 til folkeafstemningen om landets indtræden i Det Europæiske Fællesskab i 1972.
 
I 1935 havde Kronprins Frederik giftet sig med Prinsesse Ingrid af Sverige i Storkyrkan i Stockholm, og efter brylluppet og festlighederne i den svenske hovedstad sejlede det nye danske Kronprinspar med Kongeskibet Dannebrog til København, hvor hovedstadens borgere og tilrejsende svenskere bød landets nye Kronprinsesse velkommen. Fra balkonen på Christian VII’s Palæ på Amalienborg talte Kronprins Frederik til den store folkemængde: ”Tusind Tak allesammen for den pragtfulde Modtagelse, De har givet mig og min Brud i dag. Lad da min første Handling, efter at jeg har ført min Brud hertil, være sammen med Dem alle at udbringe et Leve for vort Fædreland. Danmark Leve!” Gennem Kongens regeringstid var Dronningen Ingrid var en stor støtte for Frederik 9. og et samlingspunkt for den kongelige familie. Kongen og Dronningen gennemførte sammen en omstilling af kongemagten til primært at fungere som et symbolsk udtryk for nationens enhed og historiske kontinuitet. Deres åbenhed passede godt til de nye omgangsformer og nye medier, og Kongeparret lod gerne offentligheden få indblik i familielivet med de tre døtre.