H.E. Præsidenten for Den Arabiske Republik Egypten tildeles Elefantordenen
H.M. Kongen har den 6. december 2024 tildelt H.E. Præsidenten for Den Arabiske Republik Egypten Abdel Fattah Al Sisi Elefantordenen. Det skete i Christian VII’s Palæ i forbindelse med, at Præsidenten indledte sit statsbesøg i Danmark. Kongen blev samtidigt tildelt Nilordenen i kæde, og H.M. Dronningen blev tildelt den højeste klasse (Supreme Class) af Al-Kamal-ordenen.
Når udenlandske statsoverhoveder aflægger statsbesøg, er der tradition for, at der i forbindelse med statsbesøget foregår en ordensudveksling, såfremt både værtslandet og det land, der er besøg fra, har et ordensvæsen.
Som et led i denne tradition blev Præsidenten for Den Arabiske Republik Egypten, som er på statsbesøg fra den 6.- 7. december 2024, tildelt Elefantordenen af Kongen.
Ved ordensudvekslingen modtog D.K.H. Prinsesse Marie og Prinsesse Benedikte begge den næsthøjeste grad af Al-Kamal-ordenen, mens blandt andre repræsentanter for regeringen og embedsværket samt en række af Hoffets ansatte, ligeledes har modtaget dekorering. Al-Kamal Ordenen er også kendt som Order of Virtues.