H.K.H. Kronprinsessen besøger New York og North Carolina

Den 23.-25. oktober 2023 deltager H.K.H. Kronprinsessen i fejring af FN-dagen i New York samt i World Anti-Bullying Forum 2023 i North Carolina.

Foto: Stine Heilmann ©

H.K.H. Kronprinsessen besøger New York den 23.-24. oktober.

Under opholdet i New York vil Kronprinsessen den 24. oktober deltage i møder i anledning af FN-dagen samt med henblik på at fremme Danmarks kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd 2025-2026. Danmark er kandidat til en ikke-permanent plads, når der er valg til FN's Sikkerhedsråd for perioden 2025-2026.

Herefter rejser Kronprinsessen til North Carolina for at deltage i World Anti-Bullying Forum 2023 sammen med Mary Fonden. 

World Anti-Bullying Forum er en international konference, der samler forskere, praktikere og andre, der arbejder med mobning, for at sætte fokus på mobning fra en række forskellige vinkler. Kronprinsessen skal holde konferencens åbningstale og deltage i en del af det øvrige program.

Det endelige program samt information til pressen offentliggøres på et senere tidspunkt.