H.K.H. Prinsesse Benedikte 80 år

Mandag den 29. april 2024 kan H.K.H. Prinsesse Benedikte fejre 80-års fødselsdag. Den runde dag markeres med en række officielle begivenheder, mens selve fødselsdagen fejres privat sammen med familie og venner.

Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix ©

Prinsesse Benedikte kom til verden under Anden Verdenskrig i sin farfar, Christian 10.s, regeringsperiode. Prinsessen er Kronprins Frederik (9.) og Kronprinsesse Ingrids andet barn, og Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg dannede ramme om Prinsessens opvækst. I 1946 kom lillesøsteren Prinsesse Anne-Marie til, og året efter blev forældrene Danmarks Kongepar. I lighed med sine to søstre gennemførte Prinsessen sin skolegang på Zahles skole i København. Efterfølgende studerede Prinsesse Benedikte først på Benenden School i Kent, England, og siden Brillantmont Ecole i Lausanne, Schweiz. Senere afsluttede Prinsesse Benedikte sit uddannelsesforløb med kursus i kjolesyning og design på Margretheskolen i 1965. 

Som 22-årig blev Prinsesse Benedikte forlovet i marts 1967 med Prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg. Brylluppet fandt sted året efter i Fredensborg Slotskirke. Efter brylluppet bosatte parret sig i den nordvesttyske by Bad Berleburg på Prins Richards fødeslot, Schloss Berleburg. Her blev Prinsesse Benedikte og Prins Richard i 1969 forældre til Hans Højhed Prins Gustav, i 1970 til Hendes Højhed Prinsesse Alexandra og fem år senere til Hendes Højhed Prinsesse Nathalie. Efter 49 års ægteskab døde Prins Richard i 2017.

Fødselsdagen markeres officielt med følgende begivenheder:

 

19. april: Fødselsdagsmiddag på Sølyst
Dressurens Venner og en række af Prinsesse Benediktes ridesportsprotektioner er gået sammen om at markere Hendes Kongelige Højheds 80-års fødselsdag med en middag på Sølyst. Gennem en stor del af sit liv har Prinsesse Benedikte været optaget af ridesport og heste, og siden 1992 har Prinsessen været protektor for Dansk Ride Forbund. Derudover er Prinsessen protektor for Dansk Varmblod, Hestens Værn og World Breeding Federation for Sport Horses. 

24. april: Officiel åbning af udstillingen ”Prinsessekjoler” på Koldinghus
Som æresprotektor for Kongernes Samling Koldinghus åbner Prinsesse Benedikte i anledning af sin 80-års fødselsdag udstillingen ”Prinsessekjoler”. Her udstilles et udvalg af Prinsessens gallakjoler, som gennem årene er skabt af Jørgen Bender. Der udstilles mere end 20 kjoler, der spænder over fødselsdagskjoler, en sølvbryllupskjole, et udvalg af selskabskjoler til en ventekjole og Prinsessens brudekjole. Udover at give et indblik i Jørgen Benders detaljerige håndværk giver udstillingen også et vue over fire årtiers modehistorie, idet udvalget er skabt i perioden 1968 til 1999.

2. maj: Prinsessen afholder reception for sine protektioner på Rosenborg Slot
I Riddersalen på Rosenborg Slot er Prinsesse Benedikte vært ved en reception for Prinsessens protektioner med flere. Prinsesse Benedikte er protektor for en række danske og udenlandske organisationer, der arbejder inden for humanitære eller kunstneriske formål eller idræt.