H.K.H. Prinsesse Isabellas diadem

På de nye gallaportrætter af H.K.H. Prinsesse Isabella bærer Prinsessen et diadem med turkiser og diamanter, som er en gave fra H.M. Dronning Margrethe i anledning af Prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag den 21. april 2025.

Foto: Iben Kaufmann ©

Diademet er en såkaldt "bandeau", et pandebånd på fransk, da det relativt smalle diadem er beregnet til at bæres næsten vandret som et smykkebånd i håret. Diademet er udført i guld og smykket med 11 rosetter af margueritlignende blomster i aftagende størrelser, udført i turkiser og diamanter.

Diademet blev fremstillet i slutningen af 1800-tallet og har tilhørt Kronprinsesse Margareta af Sverige. Efter hendes alt for tidlige død i 1920 fik datteren, Prinsesse Ingrid, diademet i konfirmationsgave og bragte det med til Danmark ved sit ægteskab med den senere Frederik 9.

Ligesom mange andre af Kongehusets smykker, har diademet flere funktioner, da det kan skilles ad og anvendes som armbånd.

Foto: Iben Kaufmann ©