H.M. Dronning Margrethes 85-års fødselsdag

Den 16. april 2025 fylder Hendes Majestæt Dronning Margrethe 85 år.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix ©

Majestæten fejrer den halvrunde fødselsdag på Fredensborg Slot, hvor Den Kongelige Livgardes Musikkorps, i forbindelse med vagtskiftet kl. 12.00, fremfører en mindre fødselsdagskoncert i Indre Slotsgård. Dronning Margrethe, Kongeparret og flere medlemmer af den kongelige familie vil overvære koncerten fra slottets hovedtrappe. Fra kl. 11.45 inviteres borgere til at tage opstilling i slotsgården ved hovedtrappen for at deltage i fejringen af Dronning Margrethe.

Resten af fødselsdagen markeres privat på slottet og inkluderer blandt andet en fødselsdagsfrokost, hvor Kongeparret er værter, samt en middag om aftenen med familie, venner og repræsentanter fra Hoffet.