H.M. Dronningen bærer historiske smykker under statsbesøget i Finland
Under statsbesøget i Finland har Hendes Majestæt Dronningen blandt andet valgt at bære to særlige historiske smykker. Ved gallamiddagen i Helsinki bærer Dronningen således Dronning Caroline Amalies gulddiadem med antikke gemmer samt Prinsesse Vilhelmine Maries armbånd med Vesuvsten. Det er smykker, der ikke har været båret i over 140 år.

Diademet blev skabt omkring 1820 til Caroline Amalie, der var gift med Christian 8., Danmarks regent fra 1839 til 1848. De 11 indfattede gemmer blev indsamlet af ægtemanden under parrets Italiensrejse 1819-1821, hvor de besøgte Rom og de antikke udgravninger i blandt andet Pompeji. Smykket afspejler datidens klassicistiske smag og var tiltænkt daglig brug frem for de mere prangende brillantsmykker.
Prinsesse Vilhelmine Maries armbånd blev erhvervet af den senere Frederik 7. under en rejse i 1828, kort før hans bryllup med Prinsessen. Armbåndet, som er udført i guld og dekoreret med halvædelsten fra Vesuv-området, blev foræret i en æske med den romantiske franske inskription: “C’est du sommet du Vésuve enflammé que mon cœur vole à toi. Le 24 Avril 1828.” (”Det er fra toppen af den flammende Vesuv, at mit hjerte flyver til dig. 24. april 1828”).
Efter skilsmissen i 1837 beholdt Vilhelmine Marie armbåndet, og det blev senere en del af Kongernes Samling. Det er kutyme, at de kongelige benytter smykker fra Kongernes Samling. Og Dronningens valg af disse historiske smykker markerer en sjælden fremvisning af Kongehusets kulturarv. Begge smykker er gennem arv og foræring blevet en del af Kongernes Samling, hvor de indgår i museets fornemme kollektion.
Armbåndet er normalt udstillet i Skatkammeret under Rosenborg Slot, hvor også diademet vil kunne opleves, når statsbesøget i Finland er afsluttet.