H.M. Kongen udnævnt til admiral og general
H.M. Kongen er i anledning af tronskiftet blevet udnævnt til den højeste militære rang i henholdsvis Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Som admiral og general er Hans Majestæt nu af samme grad som Forsvarschefen.
Kongen er uddannet inden for Forsvaret, hvor Majestæten har fuldført flere grundlæggende og aktive uddannelser. Hans Majestæt blev senest i april 2015 forfremmet til kontreadmiral i Søværnet og generalmajor i Hæren og Flyvevåbnet, og fem år forinden blev Kongen kommandør i Søværnet samt oberst i Hæren og Flyvevåbnet.
Kongens militære karriere tog sin begyndelse i 1986 ved Den Kongelige Livgarde. Her blev Hans Majestæt i 1988 udnævnt til løjtnant af reserven. Kongen fungerede dernæst som delingsfører ved Gardehusarregimentet og blev premierløjtnant af reserven i 1989.
Efter at have gennemført frømandsuddannelsen i 1995 blev Hans Majestæt også premierløjtnant af reserven i Søværnet og kaptajnløjtnant af reserven i Søværnet samt kaptajn af reserven i Hæren i 1997.
I år 2000 blev Kongen kaptajn af reserven i Flyvevåbnet og fulgte derefter videreuddannelsestrin II for ledere ved Forsvarsakademiet i perioden 2001-2002. I 2002 opnåede Kongen graden major i Hæren og Flyvevåbnet samt orlogskaptajn i Søværnet. Hans Majestæt tjenestegjorde som sagsbehandler ved Forsvarskommandoen fra 2002 til 2003 og blev derefter underviser ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet. I april 2004 blev Kongen udnævnt til kommandørkaptajn i Søværnet, oberstløjtnant i Hæren og oberstløjtnant i Flyvevåbnet.
Efter 38 år med tilknytning til Forsvaret har Hans Majestæt i dag opnået den højeste militære rang i de tre værn.