H.M. Kongens navnetræk på Livgardens uniformer

Ved årets sidste vagtskifte den 31. december 2024 kl. 12.00 vil Den Kongelige Livgarde for første gang være iført uniformer med H.M. Kongens navnetræk i metal.

Foto: Thomas H. Reimann, Den Kongelige Livgarde og Kathrine Rose, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) ©

Kongens navnetræk, også kaldet monogram, har i løbet af året afløst H.M. Dronning Margrethes flere steder. Det kongelige navnetræk anvendes blandt andet på Den Kongelige Livgardes skilderhuse og uniformer samt på Gardehusarregimentets sabeltasker og valdrap (sadeldækken). 

Ved årsskiftet udskiftes alle Den Kongelige Livgardes REX-mærker – det latinske ord for konge – som i daglig tale bruges om regentens navnetræk i metal. REX-mærkerne er placeret på blandt andet uniformens bryst og i visse tilfælde på skuldrene. Regimentets forbindelse til Kongehuset fremgår desuden af broderede genstande og metalmærket på vagttasken, der bæres af Den Kongelige Livgarde.

De nye metaludgaver af Kongens navnetræk findes i otte forskellige designs, hvoraf to versioner er forbeholdt H.M. Kongens Adjudantstab. Derudover er der udviklet et forsølvet monogram, som bæres sammen med en forsølvet krone, samt både små og store navnetræk i forgyldt og forniklet udgave.

Foto: Thomas H. Reimann, Den Kongelige Livgarde og Kathrine Rose, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) ©
Foto: Thomas H. Reimann, Den Kongelige Livgarde og Kathrine Rose, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) ©

H.M. Kongens navnetræk

Det kongelige navnetræk er fastsat af Kongen i Statsrådet den 14. januar 2024. Det kongelige navnetræk, også kaldet monogram, består af to spejlvendte F’er, hvorimellem der er placeret romertallet X (10), det hele kronet af kongekronen.

Navnetrækket er valgt af Kongen og er designet og tegnet af kgl. våbenmaler Ronny Skov Andersen med digital bistand fra tegner Stefan Lægaard.