H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag den 15. oktober 2023
Søndag den 15. oktober 2023 fylder Hans Kongelige Højhed Prins Christian 18 år. Myndighedsdagen festligholdes med et vagtskifte på Amalienborg, hvor Prinsen sammen med sin familie og Hendes Majestæt Dronningen viser sig på balkonen på Frederik VIII’s Palæ. Om aftenen er Dronningen vært for et gallataffel, hvor de inviterede afspejler Prins Christians egen generation.
Officielle begivenheder i forbindelse med Prins Christians 18-års fødselsdag:
Søndag den 15. oktober 2023
- Kl. 12.00 Prins Christian viser sig sammen med sin familie og Dronningen på balkonen på Frederik VIII’s Palæ.
- Kl. 17.00 Dronningen er vært for et gallataffel på Christiansborg Slot, hvor blandt andre repræsentanter fra et udvalg af landets ungdomsorganisationer samt unge, som har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden, inviteres. Derudover vil Kongehuset i samarbejde med landets kommuner invitere op mod 200 unge fra rigsfællesskabet til at deltage i fejringen, idet hver af Danmarks kommuner samt Grønland og Færøerne får mulighed for at udvælge to 18-årige til at deltage i gallataflet.
Tirsdag den 14. november 2023
- Kl. 9.30 Prins Christian deltager i møde i Statsrådet, hvor Prinsen vil afgive en såkaldt højtidelig erklæring om at ville overholde grundloven. Prins Christian vil herefter kunne udpeges som rigsforstander. Prins Christian vil ikke få sæde i Statsrådet, før et tronskifte har fundet sted.
På Kongehusets hjemmeside vil der medio september blive oprettet en temaside med information om de officielle begivenheder i forbindelse med fødselsdagen. Siden opdateres løbende med information om blandt andet pressetilmelding og -akkreditering.
I anledning af Prins Christians 18-års fødselsdag offentliggøres der i dag nye portrætter af Prins Christian taget af fotograf Franne Voigt. Portrætterne kan downloades fra Kongehusets mediebank på kongehuset.dk. Retningslinjer for brug af portrætterne fremgår af Kongehusets hjemmeside.